United States or Nauru ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa den anden Side Kløften saa han hvide Kvinder holde Ting siddende i en Rundkreds paa Stenene og med den store Kvinde højt i Midten. Da vilde han sende en Due. Noget efter saa han dem stige ned allesammen. Og en Time efter viste de sig en for en paa hans Side af Kløften, vaade og grønne paa Hænder og Knæ af Planterne, de var krøbet igennem. Og han stod rank paa Guldet.
Oppe over Høienes og Klippernes Mulm tindrede Stjernerne skarpt og uroligt, og af og til strøg et Stjerneskud hen over vore Hoveder. Vi hørte foruden vore egne Skridt kun den lille Bæk risle mellem Stenene og fra Tid til anden en forbifarende Bevægelse i Pilene paa dens Bred, som om der var et uhyre, langstrakt Dyr, der skuttede sig.
Det var som at kæmpe sig frem paa Bunden af en Elv, foroverbøjet og snappende efter Vejret. Det gaar jo godt. Det gaar jo godt. Han tumlede frem over Stenene, snart til højre og snart til venstre, kastet hid og did af Stormen og Vejens Ujævnheder. Han hørte en af Mændene sige "halvvejs". Der var ellers ikke mælet et Ord i lange Tider.
Naa, to Bastioner fra det Sted, hvor De sad, er Stenene større og mere ujævne end noget andet Sted paa hele den Side af Byen. Jeg har faaet at vide, at tre Mænd plejer at klatre op over denne Del af Fæstningsvoldene og har gjort det i de sidste tre Aar mellem Midnat og Solopgang; de smugler Varer ind i Byen for at undgaa at betale den Indførselstold, der, som De véd, hæves om Dagen.
Sig mig, Christensen, vedblev han saa og saa hen over Marken bort fra Forvalteren ved De noget om, at Greven paa Holgersminde har faaet sig en Baad? Jo, han har, Hr. Baron! En lille, nydelig, hvidmalet Tingest, som han ligger og vapper i her om Aftenen. Hum! Han morer sig med at skyde Sælhunde ude paa Stenene. Hum! Men han træffer aldrig nogen. Nej, det gør han vel ikke.
Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læste Indskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem, Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme. -Elsket og savnet. -Elsket ud over Graven. -Kærlighed er Lovens Fylde. Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læse Navnet paa Stenen. Saa raslede det bag Pilen.
Naa, men jeg tror ikke, at det kan nytte noget at tænke paa Sagen før efter Sammenkomsten i Aften." Timerne forløb langsomt, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre Fodtrampen paa Stenene udenfor og at blive kaldt til Forhør. Endelig traadte to Munke ind i mit Værelse og bød mig hente min Herre.
Efter tre Ugers Forløb havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa, at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove Flugtforsøget.
„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham aldrig, vi hører ham blot.“ Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede om ham, saa det hvæsede hen over Stenene.
Selv Stenene syntes at være fyldt og overmættet med Regn. Og midt i Mørket og Væden sad en Mand sammenkrøben bag en Sten med en bevidstløs Knøs ved Siden af sig, og ventede paa Hjælpen, der skulde komme. Gennemvaad og forkommen af Kulde og Frygt sad han og ventede og ventede, medens Vandet sivede ned over ham.