United States or Iceland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Aften sildig, da denne Kvinde tilligemed en anden skal have mødt denne Maren Spillemands og hendes Søster paa Marken udenfor Skinderup, da de kom fra Vetteild , siden hvilken Tid hun sagde sig at have fornummet dette onde. Nærheden. Vetteild d. v. s. St. Hans Blus.
Men jeg havde intet andet Værge. Thi nu tør En jo ikke sætte Foden i Bogstuen engang, siden den nye Skriver har taget Ophold derinde. Geheimeraadinden . Det skal være ham tilgivet for denne Gang. Giv mig kuns Bogen, saa skal jeg selv levere den tilbage. Geheimeraadinden . Intet at takke for. A propos, mig syntes, han sagde, at Frøken Abigael var gaaet i Haven eller Marken med ... Skriverkarlen?
Jeg forlanger jo ikke Andet end at see Jer og drage min Aande i Eders Nærhed. Det har jo ethvert Kreatur paa Marken Lov til; er jeg da ringere i Eders Tanker, end den Hest, I rider, og den Hund, I jager med? I glemmer, hvem I er og hvem jeg er. I er min Faders Skriver, og jeg er hans Datter. Ambrosius . Var I ikke ogsaa det, da jeg kom hid?
Ambrosius . Ak, naadige Frøken, det er kuns en simpel Vise; den flød mig saadan i Pennen af sig selv. Abigael . Af sig selv, siger I? Jeg meente, det var en Konst at gjøre Vers? Ambrosius . Ja, rigtige Vers, som Biskop Kingo og Magister Falster og andre store Digtere; men ikke saadanne Viser, som jeg laver. De voxer op af sig selv ligesom Græs paa Marken.
Men jeg tænker, den vilde hellere brydes og døe for saa skjøn en Haand, end leve, uden at I ændsede den. Abigael . Nu er I atter kommen mig for nær. I maa passe Afstanden, Monsieur Ambrosius, hvis I og jeg skal vinde Garn tilsammen. De Forrige. Claus . Ah, endelig finder jeg Jer, elskværdigste Abigael! Jeg har min Tro ledt efter Jer i en halv Klokketime, baade i Haven og i Marken.
Gang paa Gang rejste Madam Bolling sig og gik medlos rundt, i sin Krog. -Vil du ikke gaa derned? sagde hun. -Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonlose Stemme. Og de sad, i deres Krog, igen. Saadan var Dagen gaaet som vogtede de et Lig. Nu var det snart henimod Aften. Tine gik ud. I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Hans Ansigt var mørkt, og han stampede unødig haardt i Trinene med sine tunge Støvler. Over Armen hængte i sit Haandtag den tykke, gule Egestok, han altid havde med, naar han gik i Marken. Da han naaede ned i Gangen, standsede han og stod et Øjeblik som raadvild uden for Kaninens Dør. Saa bankede han paa. En Stol blev skubbet tilbage inde i Værelset, og Frøken Jansen viste sig i Døren.
Hun plukkede hvide Musser af Dværgpilen og førte dem op til sin Mund, strøg sig paa Kinden med dem, hun flettede sig Baand af Sivene, som det var saa lifligt at rykke op med Rod. Ide saa de nyfødte Lam paa Marken, der ikke kunde rejse sig endnu men laa ved Faarets ludende Hoved. Det blev varme Dage med blændende Solskin.
-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i Verset, satte Berg en halvdaempet Bas til, saa det lod over Marken: Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Vove! nu kommer Natten saa sort: alt ligger Sol bag de daemrende Skove, Dagen den lister sig bort.
To Kvinder skulle male på samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage. To Mænd skulle være på Marken; den ene skal tages med. og den anden skal lades tilbage." Og de svare og sige til ham: "Hvor, Herre?" Men han sagde til dem: "Hvor Ådselet er, der ville også Ørnene samle sig."
Dagens Ord