United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alligevel kunde jeg ikke lade være at smile af min egen Forsigtighed, thi Tyskerne havde altid forekommet mig at være blide og elskværdige Folk, hvis Fingre passede bedre om en Pibespids end om Sværdhæftet. Jeg skulde hurtigt erfare, hvor grundigt jeg havde taget fejl. Jeg var kommen til et Sted, hvor Vejen løb gennem en vild Bjergtragt og forsvandt ind i en Egeskov.
Men dette gjorde mig blot endnu ivrigere efter at naa frem til mine Rekrutter og endnu en Gang at se stærke Eskadroner bag Kedeltrommerne. Medens disse Tanker fo'r gennem min Hjerne, var jeg kommen til en aaben Plads i Skoven, og ved Siden af Vejen laa der en stor Stak af Risbrænde.
Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort' Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te' Køvmandens o køve et nyt. Hun ser paa ham. Han udholder Blikket. Hvae æ de' for en Ko? De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells bisser hun ing i Roerne. Hvor man'ne skae du bruve te' de'?
Da de 3 Gudinder, Hera, Athena og Aphrodite skulde til Skønhedskonkurrence hos Paris, maatte han ledsage dem paa Vejen, og da Zeus's lille Søn Dionysos skulde i Pleje hos Nymferne, var det atter Hermes, der maatte tage sig af det lille Barn og bringe ham til dem. I Haanden bærer han en Heroldstav, den saakaldte Kerykeion .
Han fortalte om hele sit Liv, om sin Barndom, om sin Slægt, der døde ud, om sin Mission, om Vejen, han maatte gaa, om det eneste Haab, om Aladdinsdrømmene, han havde mistet, om Noureddin vidste han det selv. Det var forvirret, vildt; en Sjæls Forpinthed, der klamrede sig til et Halmstraa, en Ulykkelig, der kæmpede mod Dødens Angst. Han syntes, han maatte røre Sten, mens han talte.
Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen: -For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen. ... Idag gik de tause henad Vejen Tine saa rask, at hun naesten lob. -Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk. -Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. -Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa mod Jorden.
Når vi have sået eder de åndelige Ting, er det da noget stort, om vi høste eders timelige? Dersom andre nyde sådan Ret over eder, kunde da vi ikke snarere? Dog have vi ikke brugt denne Ret; men vi tåle alt, for at vi ikke skulle lægge noget i Vejen for Kristi Evangelium.
Saa kom vi ind og toge Alle Plads om Punschebollen. »Smager den Punsch ikke godt? for jeg har lavet den!« spurgte Andrea Margrethe mig. »Udmærket!« svarede jeg med inderlig Glæde; ikke over Punschens Godhed, men fordi jeg af Andrea Margrethes Ord til mig kunde see, at der Intet var i Vejen mellem os, men at vi begge atter vare gode Venner som forhen. Ogsaa Præsten var i udmærket Humør.
Jeg kan omtrent have været halvvejs oppe ad Bakken, da jeg saa noget glimte under Træernes Skygge og en Mand komme til Syne, iklædt en Frakke, der var saa overbroderet med Guld, at han lyste som et Fyrtaarn midt i Solskinnet. Han syntes at være beruset, thi han vaklede fra den ene Side af Vejen til den anden, da han kom imod mig.
-Ja, nu har de sat Forligheden til sagde Kroblingen, der sad ved Ovnen bag Tine. Tine vendte sig hastig mod Svogren og saa angst paa ham: hans Ansigt, der var underlig fortrukket som en Dvaergs og de to Benstumper, der hang ned fra Saedet som to Byldter. -Aa-a, Gud, ja, stonnede hun sagte og sank ned paa Baenken. De horte Vognene komme naermere, som svaere Fragtlaes lod det taet i Vejen.
Dagens Ord