United States or Monaco ? Vote for the TOP Country of the Week !
Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand paa Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste glad, med sine store Øjne Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert fra Volden og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en Flotille til Revue, til de røde Livréer forsvandt mellem Træerne. -Naa, men min Droske, sagde Adolf.
Det var dejligt Vejr, gennem Gaden bølgede Menneskemassen, Vognene rumlede, Avissælgerne og andre Gadebydere raabte højt. Det var midt i Verdensstadens Tummel og Livlighed. »Joy!« Fruen greb pludselig sin Mand i Armen ... »Se der! Kan Du se?« »Hys s!« Manden tyssede. »Lad dog være at raabe saa højt!«
Naar jeg ser Lord Robert igen, vil jeg spørge ham, om det er en Hest eller ikke. Malcolm er ikke tiltrækkende, og jeg var glad over, at Kirken ikke laa saa langt borte. Vognene faar ikke Lov til at køre om Søndagen, saa vi maatte gaa, og da vi gik tilbage, begyndte det at regne, og vi kunde ikke gaa rundt i Staldene, hvad de vist gør hver Søndag.
Fra Gaardene kører Vognene ud fulde af Folk. Jeg dukker ind i Skoven igen. Paa en af Vejene møder jeg Alverdens Niels. Han er i Søndagstøjet og den blaamalede Porcelænspibe. Kinderne er ragede og skinner friskrøde. Hans Tøj er af groft Vadmel, og Regnen sætter sig i Haarene, saa han damper som en Hest. For Resten goer han o kigger en Smule evter Konvaller.
De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt. Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, der havde hun bragt ham ind.
Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte. Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.
Schrøder stod om Aftenen helt nede ved Vejen for at se efter Vognene; for det lynede allerede nede bag Bræstrup, og Fru von Eichbaum var altid saa ræd ved at køre og nu endda, der kom Uvejr til....
Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de ind. Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun sig paa en Skammel, mens Forældrene sov. Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi.
Vognene ruller og ruller, Kuskene pidsker paa, den tusindtungede Støj glider ligesom sammen i et eneste Raab: afsted, afsted, afsted! Man seer Ingenting, man sandser Ingenting, man føler kun Stimen, der er bagved, man synes, den vilde vælte over En og lukke sig og begrave En, hvis man standsede, og man tumler da med i det rastløse Jag.
Man har maattet sluge Frokosten; hvis det Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest.