United States or Romania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Alle Gaderne mundede til syvende og sidst ud mod Volden; indespærret var han i denne arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskæl og begjort med Munke og Svin i alle Smøger. Han saa op mod Himlen for dog at føle Rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.
Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han mést. »Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.
Ja fik man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget paa Volden". Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han helst til at færdes i det Frie.
-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er en normal Familie ... Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden halvt forskræmt og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.
Men den bedste Gjenbo var dog vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række Aar vedligeholdt Forbindelse med. Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet af Teglgaardstræde og Volden.
Bagsiden af Klostret var bygget i Niveau med Klipperanden, og Volden stødte op til Bygningen i en Vinkel, i hvilket vort Værelse laa. Hvis jeg derfor blot kunde komme langs med Volden og naa et lille Vindue, som jeg tænkte mig maatte vende ud til en lille Gaard, der laa mellem Midterhallens bageste Væg og den til venstre for vort Værelse, saa tænkte jeg, at jeg kunde opdage, hvad jeg vilde.
Da han kom hjem, skrev han. Hun sendte to Gange Afbud, og én Gang ventede han ved Volden forgæves. Hjem til hende vilde han ikke gaa; og der forløb endnu et Par Dage, hvor han sagde, at »det jo i Grunden var ham saa ret ligegyldigt.« Saa skrev Mathilde, at de maatte mødes en Aften ude i Grønningen, naar det mørknede. Erhard indtraf først og maatte vente længe.
-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødte Gerster ved Volden. -Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben. -Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem fik Lille-Gerster dog ikke. Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen støvede af i Mangel af andet at tage Vare.
Jeg er meget vel fornøiet med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder mig om at tie stille.
Da hørtes pludselig Dronningens Klokkespand paa Vejen, og Lægernes Kuske vendte Vognene med et Ryk: Prinsessen hilste glad, med sine store Øjne Hornblæserdrengenes Signaler lød muntert fra Volden og Skibene drog forbi paa det solbestraalte Vand som en Flotille til Revue, til de røde Livréer forsvandt mellem Træerne. -Naa, men min Droske, sagde Adolf.
Dagens Ord