United States or Ethiopia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fru Jensens Stemme hørtes, frygtsom og slæbende: "Herregud, lille Jensen Herregud, lille Jensen tag nu dog inte saadan paa Vej. Vil Du int' ha'e Kaffe hva' en lille Slant Kaffe?" Men Jensen vilde ikke have Kaffe. "Hold Kæft!" brølte han op. "Hold Kæft! Hvem er det, der er inde i Sovekammeret? Hvem er det, der er inde i Sovekammeret, siger jeg!"
Hunden gjorde et Spring frem for ikke at trimle ud, og samtidig hørtes en raslende og skrattende Lyd, der ligesom hoppede efter ham hen ad Gulvet. Kokkepigen slap Kurven og slog Hænderne sammen: Naa saadan at forstaa, sagde hun han har igen vaaren paa Dumpejagt! Hele Selskabet brast i Latter. Om det saa var Frøken Sofie, saa lo hun: Men Hund dog ...! sagde hun.
Fra det svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en skingrende, barbarisk March. Den hørtes i næsten fem Minutter, hvorpaa to Døre, én paa hver Side, blev aabnede, og en Procession traadte ud. Den bestod af Mænd, for jeg har ingen Ret til at antage, at det ikke var Mænd, men der var intet i deres Ydre, som støttede denne Antagelse.
-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden. -God Nat, Moder. Moderen sad ene. De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt. Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt. -Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage. -Jeg sidder her. De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen: -Tine, tag Karmen for Døren bort. Tine gjorde det. -Og luk op, sagde Moderen.
Men pludselig blev hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned Karl stod ogsaa lidt tavs. -Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille. -Nej, sagde hun blot; det hørtes knap. Et Nu havde Karl lagt begge sine Hænder ned om hendes Liv. Saa tog han dem bort. Ida rørte sig ikke. -Hys, hys.... De hørte Nogen paa Trappen. -Det er Frøken Petersen.... -Sluk, sluk....
Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere derinde. Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været stille. Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...
Minderne Minderne leve!" Han havde givet sig hen. Hans Ansigt lyste; og, med Hovedet bøjet lidt tilbage, stod han nu med løftet Glas mod Salen. Man havde efter Talen samlet sig et kort Minut, inden man raabte. Saa hørtes en pludselig Summen. Hurra blev der ikke raabt. Lidt efter brød man op, man skulde slutte Festen paa den anden Side Søen, og man gik ned gennem Haven til Baadebroen.
Og da Alexandra i det samme gav sig til at hyle op for Alvor, nikkede Fru Uldahl Farvel og fulgte med Datteren. Hæ, hæ! grinede Lig-Johanne ondt hun er ikke dristig ved vos ... Fruen ! Og de andre Smaakoners Ansigter saa skuffede ud. Borte paa Skøjtebanen legede Ungdommen Tagfat. Man lo og larmede, saa det hørtes langt op paa Land. Heroppe stod Sørine Folkekokkepige og saa hadsk ud.
Først var det kun et svagt Haab, et Minut senere var det sandsynligt, og efter endnu et Minuts Forløb var det sikkert. Der hørtes ingen Lyd fra Gangen udenfor og heller ingen fra Fængselsgaarden. Jeg tørrede den kolde Sved af min Pande og spurgte derefter mig selv, hvad jeg nu skulde gøre. En Ting var sikkert. Manden paa Gulvet maatte dø.
Det var saa stille, at Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav sig til at tale lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange Ord; Baaden drev udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette tav igen. Og Solen gik ned. Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod Skumringen.
Dagens Ord