Man havde jo dog Lov til at gaa sin egen Vej, man maatte gaa den, hvorledes den end var, for at redde det bedste i sig, og denne Vej var saa god, som den Kunst, han viede sig, var stor. Og dog var han urolig.... Thi andre dømte ikke som han.

-Jeg ta'er altid med mig en lille Flaske, sagde Fru Hofapothekeren. Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for.... Hr. Pöllnitz tog Koleradraaber i en Krog. Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.

Men dette rørte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ... Det var Bortrejsens Dag ... Familien Uldahl sad om Frokostbordet i Spisestuen. Hen paa Eftermiddagen skulde man forlade Havslunde. Kasser og Kurve stod fuldt pakkede langs Væggene, og Sække med Linned og Klæder, og Byldter af Dyner og Puder. Vinduerne var uden Gardiner.

Da stod han op og truede Vindene og Søen,og det blev ganske blikstille. Men Menneskene forundrede sig og sagde: "Hvem er dog denne, siden både Vindene og Søen ere ham lydige?" Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare såre vilde, at ingen kunde komme forbi ad den Vej.

Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev han. Saa dumt og ufint det var dette at man for at være sikker paa at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og Uafhængighed, naar man vilde være tryg for, at hun ikke forlod En?

Min Hoppe rystede Hovedet og jeg min Chako for at vise, hvad vi tænkte om to Dragoner, der søgte at fange en Husar. Men i samme Øjeblik holdt mit Hjerte næsten op at banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge Kavalleri rede til at modtage mig.

En direkte Overføring af den danske Floras Slægtsnavne til de Slægter af Haveplanter, der er repræsenteret i denne, er ofte upraktisk som populær Betegnelse, idet de danske Arter ofte kun i ringe Grad minder om de udenlandske. Kunstigt at danne et Sæt Havenavne er naturligvis en ufremkommelig Vej.

Men i de Dage fremstår Johannes Døberen og prædiker i Judæas Ørken og siger: "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær." Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som siger: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!"

Og lyttes skulde der efter Varselsraab og Jammerskrig lyttes ud gennem dette forskrækkelige Helvedeshyl! Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen: »Skal vi saa begynderaabte han tætved og med fremskudt Mund. De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der #var# slet ingen Vej, ikke heller Sti.

Bøg havde rejst sig og stod nu lige overfor ham. "Jeg vilde ønske, Du ikke havde fortalt mig det," sagde han. "Men hvorfor dog det? Jeg troede virkelig ..." "Kan Du ikke forstaa det? Den Vej, jeg nu gaar, den kan jeg ikke bede nogen Anden følge mig paa." "Naar det var En, som troede paa Dig og som ..." "Det er lige meget. Jeg kan ikke kan ikke ... Lad os nu ikke tale mere om det."