Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Nu kunde der forstod de ikke krybes laenger som Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af ubodelig Eje og Selvagtelsen skulde glemmes i dette Land.... De raabte alle Bravo og "Hor" og hede Ord, som ingen forstod, mens de saa paa ham med aabnede Munde.
Jeg véd godt, at Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og trækker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to. Farvel, Farvel, kæreste, kæreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er alligevel saa bange! Din lille Sofie Uldahl-Ege Død den 28. August 1904. Nu sluger jeg det Stykke Radérgummi, som jeg tog inde paa dit Skrivebord; det skal ingen andre eje.
Han maatte #selv# eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til Fjældtinder.
Han har mistet sin Forstand, det er dyrt betalt for at naa saa langt, men mærker han det selv? Vêd han ikke, at han besidder den evige Lykke. Lykken er ikke for de ensomme. Jo for ham. Han ejer den i sin Tro. Lykken er Livet. At eje Kærligheden er den evige Lykke. Vi sidder og ser ud over Markerne. Du har Ret. Hans Gud bor langt borte. Vi bærer vor i vore Hjærter. Derfor hører han ikke Livet til.
Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede det Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa Fædrenegaarden.
Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt Gaard og Gods ... Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig fornummet en saadan Følelse før.
Og alligevel holdt han af hende saa meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende, og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om, at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.
Jo dybere han tænkte over det hele Forhold, des mere ophidset blev han. Saa dumt og ufint det var dette at man for at være sikker paa at eje en Kvinde skulde have hende gaaende Dag ud og Dag ind i sin Stue. Talen var jo dog ikke om et vildt Dyr, der kunde befrygtes at ville løbe sin Vej. Hvorfor kunde man ikke beholde sin Frihed og Uafhængighed, naar man vilde være tryg for, at hun ikke forlod En?
Et Hjem ! Vor egen Stræben mod selv at eje en blinkende Strime Lys, som intet Mørke kan slukke, selv at eje det Sted, hvor vi kan faa Lov til at give igen alt det, som Livet har givet os. Der slukkes. Et Øjeblik ser det ud, som om Mørket krymper sig ved at krybe over det Sted, hvor Lysstrimen skar igennem. En Haand klemmer sig fast om min. Kærligheden er Livet og evig som dette.
Thi efter alt dette søge Hedningerne i Verden; men eders Fader ved, at I have disse Ting nødig. Men søger hans Rige, så skulle disse Ting gives eder i Tilgift. Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. Sælger, hvad I eje, og giver Almisse!
Dagens Ord
Andre Ser