United States or Uganda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Man hørte intet uden det jævne Fodtrin af Natbetjenten, der mekanisk gik frem og tilbage vogtende den slumrende Bys Fred og Sæder. Lidt efter lidt blev det ganske Dag. Og hundrede travle Damppiber og titusinders ilsomme Fodtrin meldte, den var vaagnet Storstaden København.
Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille Grete! Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken.
Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens Haand. Kommer du ogsaa ned og danser? Ja-a .... Og Fa'er? Ja, det gør han vist .... Vilde du ikke gerne over til Grandma igen ovre i København? Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa igen forundret op paa Moderen.
Saa standsede han bag hendes Stol og sagde sagte: "Skulde vi ikke spørge Doktoren," han snuppede Ordene af som i Angst, blev rød i Hovedet, mens han talte. "Jeg har spurgt," sagde Moderen. Mer ikke, og William gik atter frem og tilbage med sænket Hoved. Høg kom lidt efter. Nogle Dage efter rejste Høg pludselig til København.
De spildte straks. Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden saa hun fik hektiske Pletter i Kinderne de talte om København og alle Bekendte: -Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far hun begynder at tale om Konfessionerne.
Dette var utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand en Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler. -Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig forsigtig, jeg har femten Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til København i en Sæson.
Det var vel næppe altid morsomt derhjemme, men hun forstod at oplive den landlige Tilværelse. De første Vintre havde Faderen og hun tilbragt i København, og saa havde de om Sommeren haft fuldt op af Fremmede, de Bekendtskaber, de havde dyrket inde i Byen om Vinteren.
"Naturligvis var jeg det ... skønt jeg vidste jo ikke Deres Adresse men det er da meget morsommere at mødes saadan rent tilfældig. De er jo snart det eneste Menneske, jeg kender her i København ja, og saa Deres Mo'er da ... Hun har det vel godt kan jeg tænke ...?" De stod begge to og saa hinanden smilende ind i Øjnene.
»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen i Huset. »Naa, saa #De# vil med og gaa Strandvagt i #det# sølle Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.«
Nu rystede de sig, som Hunde, der kommer op af Vandet. -Det tro København, sagde Berg, seende ned over Sværmen. -Aften, Hr. Berg, Aften... To Roastbeef... sauce tartare ... Kellner Jensen viftede allerede Krummerne af det yderste Verandabord med sin Serviet Bankherrerne, Hr.
Dagens Ord