Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i København alene; jeg er vis paa, at jeg kunde være langt nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her.
Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af Sofaen, i hvilken hans Kone sad: Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han. Er Klokken saa mange? Den er ti. I København gik vi først i Seng Klokken tolv.
Stella sad bag Themaskinen og vogtede paa ham uden at tage Øjnene fra ham et eneste Sekund. Men da William kom i Seng, kunde han slet ikke sove. Det var, som han vaagnede med ét. Han kunde ikke ligge stille, han sparkede med Benene i Sengen og talte højt med sig selv. Jo det var, som han tænkte sig det vil sige, han havde tænkt sig det større, lysere. Men i København var det jo saadan.
-Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som København, sluttede Adolf tilsidst. -En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den er Deres By København? En tom Blære, min Herre en tom Blære er den, skal jeg sige Dem....
Fra Urnebygaard tog de til Byen tidligt, thi Ellen holdt ikke af Efteraarets Dryp fra Træerne og Bladdansen over Plænerne fra København i April til Paris, fra Paris atter hjem. Og overalt var Livet lige tomt, men hver Dag altid opfyldt. Paa den Maade gled hendes Liv. -Men undertiden kunde hun i sin Ladhed pludselig streifes af et Lune.
Hun sad bleg og lille paa sin Stol med Øjnene vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et optrækkende Uvejr .... Her lidt om samme Frøkens Fortid: Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro. Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine fire Børn.
Og siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig. Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne Gud være lovet var taget paa Aarsregning. Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.
-Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus. -Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste fra København, sagde Enkefruen umotiveret. -Fru Abel, sagde Hr. Bai. Hr. Huus bukkede. -Frøken Linde det var Præstefrøkenen Hr. Huus. Præstefrøkenen nikkede. -Og min Kone, sagde Hr. Bai. Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet. Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik.
Han fik sig klædt paa. De skulde ud at se paa Gravsten. Bai vilde købe Katinkas Gravsten i København. Han havde været hos tre, fire Stenhuggere og havde ikke kunnet bestemme sig. Kiær var lidt utaalmodig over at skulle drage rundt med ham mellem alle de Sten. -Det er jo smukt af dig, gamle Ven det er jo meget smukt af dig.... -Men hun ligger s'gu lige godt.
"Det er da en underlig Maner. Man kan ligefrem faa Lyst til at gaa hen og sige det til dem." "Er De gal, Mand?" sagde Kihler. "Tror De, vi vil have Værtshusspektakler her? Dette er ingen Snask." "Det var heller ikke saadan ment. Men det er dog en sær Maner, mange Mennesker har her i København. De gør lige hvad der lyster dem.
Dagens Ord
Andre Ser