Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 23. juni 2025
Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma» inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst og hemmeligt. Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde Enkebaronessen et Besøg.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten. De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
-Et Leve for et stort, et Leve for det nye København. Ingen vidste, hvem der kastede det først, men som et Lyn fo'r Glassene klirrende i Gulvet, mens de hævede Hænderne og raabte, næsten ligesom om de vilde sværge: -Leve leve København. Oppe i Logen græd de to Fruer, som var de til Højmesse. Paa Scenen dannede man Tog for at gaa endnu en Gang helt gennem Huset.
Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. #Den# var jo nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde #Fremmede# ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte.
Han talte om de nye Staddele, om Victoriateatret »Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil dryppe fra Væggene« om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om Strømmen allevegne: -Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad. -Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher fra København.
I København blev Greven da paa forskellig Maade optaget, og det var ikke ganske den samme Selskabelighed, hvori han deltog, som den, der lagde Beslag paa hans Hustru og Carl. Saaledes gik det til, at de to sidste i et Par Maaneder var ligesaa meget sammen inde i Byen, som de havde været paa Reisen og ude paa Thorsholm.
Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq! Og Noderne „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, var oven i Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke gør man vist ikke bedre i Himlen,“ var der en, der sagde.
»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby »og havde fragtet Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i Land.
Grev Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da. Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.
Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og fortalte Mikkel det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for tre Aar siden. Det var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . . han var død, slaaet ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han kunde aldrig glemme Heinrich. Nu gik den Krig sin Gang.
Dagens Ord
Andre Ser