United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og naar Talen saa var færdig, var der i Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før, blev den det nu.
-Man er dog alle Husdyr, sagde Bai. Han lagde begge Hænder paa Bordet og saa' glad frem for sig, mens han holdt Hvil. Det var i Oktober. Der var ganske fuldt paa Perronen til Eftermiddagstoget. Lille-Jensen og alle Lindes og de fra Møllen. Enkefruen skulde rejse for at indrette Hjemmet til Ida, hendes Yngste. -Louise følger efter, sagde hun og tog sin sidste om Hovedet: Hun er en Hjemmefugl.
Det blev stadig til Krøniker om Grevinden. Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han naaede til "Fædrelandet". -Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden. Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise Rasmussens Dygtighed: -Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten. De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstøvler. Louise-Ældst's Skønhed er Fødderne ... Smalle Aristokratfødder.... Og hun havde sagt det.... Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.
Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede sig over det med Lidenskab.
Louise, min sidste, havde en slem Vane til at vrænge efter sin Mamma, naar noget gik hende imod. Enkefruen havde stille lagt Portrættet ned mellem de to Lommetørklæder. -Han skal ha'e det Stykke af Hjemmet med.... -Bai tog Portrættet op fra Gulvet og sad og saa' paa det med svømmende Øjne. Familien Abel var paa Stationen for at tage imod Bai. Stuerne var Paaske-rene og skinnende.
Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine. -Bringe Brev til Stationen.... -Mo'r Louise hvinte nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér.... -Kommer det #dig# ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen. -Gud bevar's, vil du gøre dig latterlig men du ta'er dine egne Støvler. Det si'er jeg dig, Ida....
-Ja og Bai lo Frøken Louise er s'gu opgivet ... Nu sætter de alle Sejl til for den lettere Skude. Hun bli'r borte hele Sommeren. -Naa, ja ku' det dog lykkes for den ene. Bai sad lidt: Ja hva' Satan saadan et Pigebarn maa jo giftes.... Bai udbredte sig tidt om Giftermaal og Ægteskab. Han var noget af en Filosof i det Emne.
Louise-Ældst fik Kræmmerhus med Kager ud gennem Vinduet: Det var osse noget at #gemme#, sagde hun, da hun kom ud paa Vejen med Lille-Jensen. Hun og Jensen havde slugt Kagerne, før de var forbi Skoven. Louise-Ældst kastede Papiret. -Gud, lille Louise ... Frøken Linde med #de# Øjne ... hun kunde gerne se det.... Frøken Jensen tog Papiret op.
Dagens Ord