United States or Cayman Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Atelier har slugt Broderparten af de kolossale Summer, hun har fortjent ved sit Talent, og naar hun længe har været ikke blot fattig, men i Gjæld næsten til op over begge Ørene, saa er ogsaa det væsentlig Skyld deri. Efter den amerikanske Rejse er denne Gjæld imidlertid kommen ud af Verden. Millionen, som Yankeerne offrede hende, gik i de franske Kreditorer.
De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers. De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....
Han er gal. Ude paa Vanvidets gyngende Grund. Funke for Funke har Ordene slugt den sidste Rest af Lys. Tilbage er en brændende Tro paa et evigt Liv det Sted, hvor Solen aldrig gaar ned. Paa mine bare Ben gaar jeg Jorden rundt, at det skal kendes paa mine Fodsaaler, der, hvor de slog Naglerne i paa ham, at jeg er hans rette Tjener. Han kommer ind til Land og tager os begge i Haanden.
Du véd, at en Fangerem er tre Favne lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste Vejret da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en Sø, der rullede ham ind i sig.
Der kunde staa i den, at Jorden imorgen skulde dumpe ned paa Solen og blive slugt af dens Flammer, før Absinthtimen var forbi, vilde hans Tanker dog ikke samle Bogstaverne til en Mening.
Hun har bøjet sig ned og faaet fat i Hjulbøren, og paany gaar det fremad med kroget Ryg og spændte Arme. Donten det evige Stræb og Slid har igen slugt hver Tanke i hendes Hjærne. Men i det Øjeblik, da hun stod derovre og talte Klokkernes Klemt, følte hun maaske noget af det, som gør Sindet blødt.
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte: -Mo'er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget: -Mo'er. -Hvad er der?
Lund satte sig fastere i Sædet. "De sidste Aar har jo slugt meget," sagde han, "stor Formue har der aldrig været." ... "Ja, der er naturligvis brugt meget," sagde William tankefuldt. "For meget," slap det hurtigt ud af Lund. Og med en rask Beslutning sagde han nu, da Isen var brudt: "Rent ud sagt, der er ingenting." Papirkniven Faldt paa Gulvet, og William bøjede sig for at tage den op.
-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit Lommetørklæde. Hestene foer, og Pigerne dansede. -Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen. Det var en eneste Støj. -Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet. -Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv. Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.
Hoff lo ustandseligt og fortalte, at forleden havde Andersen aldrig spist Østers. Og saa havde han taget dem saa komisk og slugt dem med nogle Grimasser. "Og Slikasparges har han heller aldrig spist." William gav sig ogsaa tit at le og spurgte, hvad da Hr. Andersen spiste. "Med Kniv," sagde Hoff. Andersen værgede sig. Han havde aldrig turdet give sig i Lag med Slikasparges. "Hvorfor ikke?"
Dagens Ord