United States or Papua New Guinea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu. -Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede. -Bravo Bravo. En gang til. Charlot gjorde Kunsten. -Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men Bravo Bravo.
Han fortalte om Banken i Baden, han havde sprængt. -Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i Mexiko der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig Formuer det, Guld det. Guld at tale om det. Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa Sædet.
Nils Uldahls Ansigt blev mørkerødt: Anna! brølede han saa ganske ubehersket kom øjeblikkelig herned og tag dine Søstre med! Men nu drejede Kusken sig halvt om paa Sædet, løftede Pisken til Hatten og sagde med sin sindige Stemme: Med Forlov, Husbond, Frøknerne er vist gaaen ud at spadsere. Saa e? Har Du set dem? Jo ... Hvor er de gaaet hen?
Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: "Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet "kommer for" "Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William. Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge Mennesker," sagde han smilende. William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.
Saa lukkede Rektor Protokollen, og hans Stemme blev ligesom dybere. Der var ganske stille i Salen. Henne i Drengenes Klynge var Hoved trykket mod Hoved, Øjnene alle vendte mod den samme Plet. Herrerne i Stolene sad ganske ret i Sædet ... Rektor kærtegnede sin Næse. "Lærerforsamlingen har til Flidsbelønning indstillet," lød det. Hvor Hjerterne bankede i alle disse smaa Ærgerrigheders Bryst.
"Slip mig slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig." William besindede sig og saá sig om. De sad meget tavse og lykkelige. En Gang imellem mødtes deres Blik, hvilede længe i hinandens. Saa lo de, kort, uden Grund, og Williams Haand søgte hendes med et Tryk. Margrete havde rejst sig i Sædet og lænede Hovedet til Nichens Væg.
"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene, "saa er der "Tartuffe"." Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa William. "Ja den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide hen under sin Næse. Der blev en Pause. William var blussende rød, turde ikke se op.
Fru Abel og Louise-Ældst pakkede Kuffert. Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmuskler, da de rullede af. -Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede ham paa en Station. -En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald. Bai sagde: Ja, vi ska' jo ind og se, hvordan den vrikker. Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen: Vrikker du gamle....
I samme Øjeblik kastede Baronen og de to Bønder sig over ham. En Time senere kørte en lukket Vogn bort fra Præstegaarden. Lænet tilbage mod Vognens ene Hjørne laa Præsten bleg og sammensunken med bøjet Hoved og lukkede Øjne. Og paa Sædet ligeoverfor sad Helmuth og gamle Doktor Larsen.
Han morede mig med Fortællinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Gengæld fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt i Sædet, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham.