United States or Dominican Republic ? Vote for the TOP Country of the Week !
Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler Og det var otte Aar siden. Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore første Theaterforestillinger.
Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster hvad kunde hun vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden, at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den arme Peter.
Nu da han endelig var der, maatte de have en Passiar sammen om de gamle Dage, de gamle Minder. Og Hansen-Maagerup blev ved at tale. Ikke om den sidste Tid, han havde boet hos Fru Herding den var i dette Øjeblik ikke mere til for ham. Men om alle de Aftener da de havde siddet sammen og passiaret kun de tre, som nu igen var her i hinandens Selskab.
Men idet han nærmede sit Ansigt til hendes, lukkede hun Øjnene som gav hun sig hen i noget, der var uundgaaeligt men som hun dog ikke havde Mod til at møde. Saa kyssede han hende længe. Hendes Læber næsten klamrede sig til hans, men de var uden Varme. "Anna," sagde han blot, "lille kære Anna ..." Og langsomt gik de ved hinandens Side frem i Haven ... Bøg var den første, de traf.
Men paa min Side, du gode Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog Venskab for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde og hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort, at den var bleven saa ulykkelig.
Hele Kirken laa i stille Ro, de hørte kun hinandens Aandedræt, der lød hurtigt og gispende. Fra hans Haar gav hun sig til at klappe hans Kinder. Hun sad og smilede svagt, og Smilet smittede. Men saa skød hun ham hurtigt bort, rejste sig og sagde: "Vi ses vel igen paa Fredag." Bælgetræderen var kommen frem bag Orgelet.
Vi trykkede tavse hinandens Haand, og vore Øine fyldtes med Taarer, mens vi stirrede derud imod; det forekom os begge, at hin Idyl var groet fast derude, som en sart Blomst, der ikke lader sig omplante, og at vi havde forladt den tillige med Stedet og først hist kunde gjenfinde den, og en uendelig Hjemve opfyldte og forenede os.
"Man faar mange mærkelige Ting at vide her i Østasien," svarede Nikola. "Denne lille Omstændighed, som jeg ikke har omtalt, kan forresten belære én om, hvor meget man kunde vide, og hvor lidt vi i Grunden kender til hinandens Liv. Man kunde næsten vente lige saa meget af umælende Dyr." "Jeg er bange for, at jeg ikke forstaar Dem rigtigt," sagde jeg. "Ikke det?" svarede han.
De to Slægtninge fandt straks stort Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles, giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig, at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue.
Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set ned i Haven. Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette. Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber: Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder! Jeg be'er! Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.
Dagens Ord