United States or Andorra ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i et stort, fuldtbesat Orkester.
At jeg spurgte mig for om en Dresdener-Bekjendts Skjæbne i Danmark, kunde neppe være paafaldende, og hvis Nogen anede en dybere Interesse, saa bekymrede jeg mig ikke stort derom. Jeg vilde vide Besked. Den almindelige Mening var, at de levede lykkelig sammen, det var jo et Passions-Giftermaal, en Ungdoms-Kjærlighed maaske en første.
Undertiden deklamerede han slet ikke Roller, men holdt lange Taler, som han selv lavede, hvor han snart lod Stemmen stige til Larm og snart synke til Hvisken; og undertiden, midt som han stod, kunde han pludselig glemme, hvad han selv sagde, og stod blot og lyttede til sin Stemmes Klang, naar Ekkoet svandt hen og døde ligesom et Suk ude i Mørket, og han blev ved at lytte til og nyde denne Klang, og hans Bryst blev saa stort, syntes han, og han fik Hjertebanken af Lykke.
Det var en høj Fistel, der somme Tider knækkede over, skrøbelig og skælvende som hun selv. Og dog fyldte den Mørket om os med Toner; en vemodig Melodi, der greb os i hendes simple Foredrag. Hun sang: „Naar du kommer til Ikamiut Norden fra, vil et stort Fjæld komme til Syne; stejlt falder det i Havet. Tinden staar i Skyer. En dejlig Kvinde styrtede fordum ned fra Tinden.
Tilsidst havnede den i et nyoprettet legitimistisk Blad, La Providence, hvor den kun fik en lille Læsekreds. Med mine archæologiske og kunsthistoriske Studier gik det ikke stort bedre. Af Museet i Louvre fik jeg saa godt som Intet set.
Havet ved Normandiets Kyst er ganske vist stort og imponerende, men det er ofte trist og melankolsk som Normandiets Himmel. Luften skal være styrkende, siger man, men Alverden gaar dog omkring og klager over Vejret; paa Skjærgaardsklipperne voxer der hverken Blomster eller Blade, og de lange, grønne Bakkeskraaninger ender med at blive ensformige, naar man gaar og kiger paa dem Dag ud, Dag ind.
Hvad det gjaldt om, var først og fremmest at finde et Maal og et stort Maal. Thi stort, ophøjet maatte det være, grænseløst som hans Ærgerrighed, der brændte hans Sjæl som Ild. Ligesaa dybt som den var sunken, hans Slægt, ligesaa højt maatte den stige. Mange Timer tilbragte han i Kirken. Han var ikke gaaet derind den første Dag, han havde ikke turdet.
Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke. -Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne. -Ja. Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet. ... Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og fløjtede begge to.
Gamle var min Broder, og jeg holdt meget af ham, men noget særdeles Overordentligt havde jeg dog aldrig troet at finde hos ham. Anderledes med Emmy, hun var nærved at betragte Gamle som et Slags høiere Væsen. Hun kunde ikke noksom prise hans aabne Sands for alt Skjønt og Stort, hans rige Kundskaber, hans ædle og medfølende Hjerte for Andres Nød og Kummer.
Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, saa havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.
Dagens Ord