United States or Montenegro ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ogsaa fandt man det mærkeligt, at der kunde tillægges ham revolutionære Anskuelser ... han maatte dog i det mindste være fremkommen med uforsigtige Ytringer ... den Slags Ting fandt et Blad vanskeligt paa af sig selv ... Og man havde meget bestemt ladet ham vide, at for Revolution var der ingen Brug paa Fabrikken ... Hansen-Maagerup turde slet ikke tale til ham mere.
Det kunde være galt nok endda med Tiderne, som alt forløb: -Vil De tænke Dem, forleden opdager jeg ikke, at Ane og Julius, Ane, De, abonnerer paa saadanne et lille Blad ... Man fatter jo ikke, hvor de har det fra.
Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa Marsch det værste var gjort. Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det undrede ham.
En af de første, der alvorlig angreb den nye Skoleplan, var Dr. Pingel i den Berlingske Tidende 28. Februar og 1. Marts 1877. Han blev imødegaaet af Madvig i samme Blad 13.
Hun lagde Armene op om Maries Skulder: Man er saa tung i Hovedet, sagde hun. Hun standsede ved hvert tredje Skridt og saa' ud over Markerne og over mod Skoven. Det var som Solen lagde Lys paa hvert eneste broget Blad. Katinka vilde hen til Perronlaagen. Hun stod lidt og lænede sig: -Hvor den er smuk, sagde hun, vores lille Skov.
Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad. I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant.
-Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod Klaverstolen, ved hendes Fødder. Moderens Fingre løb hen over Tangenterne: -Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad mere end en Time ad Gangen. Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang: Hvert et Barn, der fødtes, det fødtes kun til Nød. Og spirer der et Blad, det spirede kun til Død.
Han læste sagte nogle Sider: "Noget er der i det," sagde han saa, "noget er der i'et." Han slog om paa det sidste Blad: Nej, Frue, han vil sejre Fruen Tror De, vi tør haabe? Professoren Sikkert. Ungdommen bærer altid Julius Cæsars Lykke. Hoff lukkede Bogen: "Er Du ironisk?" spurgte han. "Jeg véd ikke rigtig." William tav lidt. "Eller ogsaa er det Resignation," sagde han.
De tav igen og de hørte kun Hundens dybe Aande, mens den laa ved deres Fødder: -Hvor Rolf er stille. -Ja. De hviskede begge. I den skumrende Have bevægede der sig ikke et Blad. -Det er, som alting vidste, at Du skulde rejse. De rørte sig ikke. Men Olivia følte et Par Taarer, som i Mørket faldt ned paa hendes Haand. -Lad os gaa op til Børnene, sagde Ida.
Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte stille og uhjælpelig. Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet. Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter Side og vendte Blad paa Blad.
Dagens Ord