United States or Benin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser var i det hele hendes Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke. Men det var Jagten, der morede hende. -Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun.
"Han var min Faders Forlover ved hans Bryllup, og han véd alt, hvad man kan faa at vide om stakkels Mama, og tror du ikke, da Mamas Fader var Lord Brandreth, et meget gammelt Baroni, tror jeg det er aa! kan det gøre saa stor en Forskel paa Børnene, at deres Forældre ikke har gennemgaaet Bryllupsceremonien? Jeg jeg jeg véd ikke meget om den Slags Ting!"
Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol", ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun skiftede kun Bog efter Bog. Faderen kom ind: -Skal Du ikke ud, sagde han. -Jeg læser. -Vil Du ikke op i Skolen? -Du ser jo, jeg læser. Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time.
De kommer nok til at sige Bur r r r, naar de bliver ældre. Jeg gad vide, om Børnene skal komme ned hver Eftermiddag i Jagttiden. Det vil more Gæsterne. Da vi kom op, sagde jeg til Jean, at jeg syntes, det maatte være rædsomt at være gift om hun ikke ogsaa syntes det? Men hun blev rædselsslagen og sagde Nej, Ægteskabet og Moderværdigheden var hellige Pligter, og hun misundte sin Søster!
Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet. Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig om imod mig. De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo derses Sjov.
Derfor tvang hun sig og var ham hørig, selv om hendes ufordærvede og kyske Natur atter og atter rejste sig i skamfuld Protest. Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus. Døren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel. I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre, Sommerdagen lang.
Fru Lund blev ved at se hen for sig: -Og Glæden, den kan man vel altid ta'e fra sit Hjerte, som man si'er, hvad der saa osse trykker ... Ida bøjede sit Hoved lidt ned mod Fru Lund, og Fru Brandt sagde fra sin Sofa: -Ja, nuomstunder skal der jo tales saa meget om Børnene.
Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor mange." Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom.
Ja, det faar de da allenfals ingen Børn af! sagde Staldkarlen, gamle Jens Pinedød, eller Pin'de-Jens, som Medtjenerne kaldte ham. De omkringstaaende Koner og Piger hvinede af Latter, og Fru Line lo muntert med. Hun havde paa Døtrenes indstændige Anmodning kostumeret sig i Pelskaabe, Sommerhat og Solskærm. Hun gik rundt og talte med Konerne og Børnene.
Han var kun syvogtyve Aar gammel, men følte sig, alt som Sygdommen skred frem, bitter og mistrøstig som en Olding, der ikke taaler at se Ungdommen gro og glædes omkring sig. I Skolen, hvor han før havde været elsket og forgudet af Børnene for sin forstaaende Munterheds Skyld, sad han nu tavs og haard og vogtede agtpaagivende paa en Overtrædelse for med Skadefryd at slaa ned over Synderen.
Dagens Ord