United States or Brazil ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed, jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre og min afdøde Kone, de, som før sad mig i mit Aandedræt og min Graad. Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed. Saadan er vi: vi glemmer.
Ser du, jeg er glad over, at du ingen Forældre har i Live. Aa, hvorfor? de vilde have holdt saa meget af dig Nei, nei, udbrød hun i en næsten forskrækket Tone. Hvor skulde de kunne det? de vilde have ventet sig en ganske anden Svigerdatter, og det havde de Ret til. Men nu er der ingen Andre end du, der har Krav til mig, naar du blot vil være tilfreds med mig, som jeg er Min egen, elskede Hustru!
Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du holder maaske meget af den Parfume? Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade om et andet Værelse ... Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre? Min Moder er Enke ... Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?
Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte! Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i Gæstekammeret.
Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide. Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet dem gaa tilsøs.
"Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er ligesaa ulykkelige som jeg ..." "Kære Høg, se Tingen mere roligt ... det nytter skam ikke ..." "Jeg ser den jo ligesom De. Hvis det er alle Forældre, der var som mine, saa er det blot Tiden, som er haabløs ..."
Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine Fingre er helt stive,« sagde han. »Skal #jeg# skrive for Dem?« »Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.« »Er De græsk-katolsk?« Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!« »Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.« Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig mellem Beslægtede.
Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns Lig, og Børn deres Forældre. Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist den, de holdt af.
Mine Forældre havde været døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke. For det andet havde jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant til at tage Livet, som det faldt.
Saa bøjede William sig frem og trykkede let sine Læber mod hans Pande. "Saa Aladdin," sagde han, "gaa nu hjem til dine Forældre." Den næste Morgen sad Hoff foran sit Skrivebord med et Brev i Haanden, som han læste om og om igen. En Gang imellem slap han det, tog det igen og læste igen.
Dagens Ord