United States or Mongolia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder ham!" Og de kalde den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder dig." Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til Jesus. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at jeg kan blive seende!"

Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt Nikodemus ! grinte Maren. Og Johanne fastslog sin Paastand fra før: Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum! Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen, Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene: Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.

-Hva' Børn det kalder man Akustik, raabte Ørnulf fra Trondhjem, da det sidste Hurra klang, og alle lo, mens de klinkede, og Martens svingede det fyldte Glas op mod sin Kone.

Han havde været med til at le ad de andre, der blev tilbage, havde spottet sin Far og Bror, da de gjorde ham Forestillinger om det urigtige i at gaa. Nu kunde han ikke opgive det. Hvis jeg nu kalder paa de andre, og de standser, vender sig om og ser paa mig, og jeg kommer hen til dem og siger: "Nej, det var alligevel dumt at gaa, nu vender jeg om og gaar tilbage."

Det var intet Under, at han blev forundret. Hvorfor han ikke ogsaa havde antaget mig for en Vagabond og var gaaet forbi, véd jeg ikke. "Ingenting," sagde jeg, saa godt jeg kunde, og forsøgte paa at trække min Hat ned over Øjnene. Jeg havde uheldigvis ingen Slør paa. "Jeg har blot været ude at spadsere. Hvorfor kalder De mig Evangeline, og hvorfor er De ikke i Northumberland?"

Hun er det , de kalder en Munstrum , forklarede den anden kyndig saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede. Og Maren Ørentvist supplerede: Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun ikke! Nej, indrømmede Marie det kan hun ikke. Men hun har hele Sanselivet paa Følelsen , har hun. I skulde se hende kende baade mig og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.

"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i Eftermiddag." "Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før. "Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder Nikola, og hans Ledsager."

Duroc red op foran Posthuset og spurgte efter Postmesteren. "Kan De sige mig," sagde han, "om der her i Nabolaget bor en Mand, der kalder sig Baron Straubenthal?" Postmesteren rystede benægtende paa Hovedet, og vi fortsatte vor Vej.

Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg fortalte Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg skrive det, for naar jeg skriver til Dig , Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af mig og hører paa mig: Det er Johanne , Du véd, hende de kalder Lig-Johanne , og som de siger er Faders Søster og alligevel har et Barn med ham.

"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg. Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder, Morder, Morder." Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede Brodden.