United States or Saint Martin ? Vote for the TOP Country of the Week !
Under Revolutionen blev Kirken rigtignok fuldstændig udplyndret, men der forsikres, at den nidkjære Sognepræst forinden havde taget de hellige Relikvier ud af Kisterne, og da det franske Folk vendte tilbage til den katholske Religion, blev de lagte i nye Kister, som ganske lignede de ældre, hvorefter de igjen anbragtes paa deres tidligere Plads i Taarnet.
Fjaelene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den nedtrampede Rug. Kun de herrelose Koer brolede uroligt paa de fremmede Marker. Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun en Tanke: Hun vilde se ham, der var dod. Han var ikke kommen tilbage saa var han dod. Alting var stille. Selv Fuglene taug. Og den opblodte Jord, hvor ingen traadte mer, var storknet som et dodt Taeppe.
Befolkningen vaager paa det Strengeste over, at Helgenindernes Naade ikke misbruges. De gjør det saa strengt endogsaa, at da Ærkebiskoppen for nogle Aar siden kom til Kirken og forlangte, at Kisterne skulde hejses ned, gjorde Indbyggerne ligefrem Oprør og tvang ham med ladte Geværer til at afstaa fra sit Forlangende.
Paa en bestemt Dag af Aaret, den 25de Maj, hejses Kisterne ned fra Taarnet og bliver staaende i Kirkens Kor Natten over til den følgende Eftermiddag. Det gjælder altsaa om at benytte dette Døgn; thi naar Relikvierne igjen befinder sig paa deres Plads i Taarnet, kan Ingen faa Adgang til dem, førend der paany er forløbet et Aar.
Ogsaa Sunde rejser i stort Antal til Kirken; thi Kisterne har den beundringsværdige Egenskab, at alle Gjenstande, der bringes i Berøring med dem, kommer i Besiddelse af Relikviernes Amuletkraft, og enhver Familie ønsker naturligvis at have et saadant Universalmiddel i sit Hus.
Hermed var imidlertid ogsaa Pilgrimsfarten væsentlig til Ende. De mest Andægtige overværede endnu Messen, under hvilken Kisterne atter hejsedes op paa deres Plads i Loftshvælvingen og kastede sig i det sidste Øjeblik over Relikvierne.
Mange Grupper vandrede længe omkring i den maanelyse Nat, førend de søgte Hvile i Teltene, og de tillod sig paa disse Spadsereture alleslags Løjer og Lystighed, Men saadan er nu engang den romanske Race. Man vilde tage meget fejl, hvis man tvivlede om, at Pilgrimsfarten ikke ogsaa havde en dyb religiøs Betydning for disse glade Mennesker. Nedhejsningen af Kisterne er Festens Hovedpunkt.
"Hvorfor kalder du mig Svin?" raabte han. "Lad mig i Fred, siger jeg. Er det da ikke nok, at jeg har Ligene at slæbe paa; thi Kisterne, I begravede, var tomme, tomme, siger jeg. Ved I da ikke, skal jeg da selv sige jer, at det er min Skyld altsammen. At jeg er Morder, Morder, Morder." Da gik der som en Lysning over Præstens Ansigt, og hans Øjne mistede Brodden.
Og han nævnede dem ved Navn, efterhaanden som de kom. Saa kom Kisterne, de to Kister, og bagefter Præsten. Han kunde ikke se dem mere. Men han stod og stirrede frem mod Kirkegavlen, bag hvilken de var forsvundet ind over Kirkegaarden. Nu sænkede de Kisterne i Graven, Præsten forrettede Jordpaakastelsen, og saa vilde de atter dukke frem om Hjørnet og komme lige hen imod ham.
Men Lystigheden kom kun som korte Vindstod og saa blev der svaert tyst igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget staerkt. En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod taet ved Smedens Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde en af Soldaterne, fast og stille: -Ja, Hr. Lojtnant, vi ved jo, at vi skal derud.