Der staar Jørgen med Hejmdal! sagde Karen og vilde hen til Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vælige Dyr, der stampede i Grønsværet, vrinskede og «steg» og vilde over til Hopperne paa den anden Side af Udskænkningsteltet. Karen, du bliver her! sagde Frøken Jansen, der skjalv i sin Grundvold ved at færdes mellem alle disse vilde Bestier. To Mænd kom trækkende med en vældig Tyr.

Et Glas Øl, ja hvorfor ikke! svarede jeg saa gemytlig ligegyldigt, som det var mig muligt, skjøndt jeg fik en Følelse, som om En havde foreslaaet mig at drikke Gift sammen med ham. De sætter vel ogsaa Pris paa et godt Glas Pilsener- eller Münchener-Øl? Hvad mig angaar, saa kan jeg slet ikke mer forlige mig med vort danske Øl. Nei, det smager jo væsentlig som Vand med Brændevin i.

Han selv var glad over, at "han havde været oppe at præke for Studenterne" og omtalte det den følgende Dag i Folkethingssalen. Et Par Dage senere indeholdt Høirebladet Svendborg Avis en heftig Artikel om denne "Skandale", der var foregaaet paa Regentsen.

Jeg havde stræbt at tilegne mig Madvigs Klarhed og Simpelhed i Fortolkning og Kritik og hans frie Blik paa Oldtidens Sprog, Litteratur og Statsforfatning, og jeg havde dertil havt den Lykke, som han ikke havde havt, at se Sydens Natur og den klassiske Oldtids Rester, som man nu opfordrede mig til at gjøre den studerende Ungdom bekjendt med.

Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Næseborene, og Manden, der hidtil havde ligget som om han sov, aabnede Øjnene. "Bevæg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone. Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet. "Bøj dine Ben." Han adlød.

Denne Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?" han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig.

En Fjerdepart af Byens mandlige Befolkning lever af at børste Støvler, en Fjerdepart af dens unge Piger af at sidde i høje, blomsterfyldte Kiosker og binde Bouketter og byde dem ud til det altid kjøbelystne, forfængelige Marseillanerfolk. Ogsaa Mylren paa alle Torve og Pladser af disse brogede, prangende Blomsterstader liver forunderligt op og pynter med Farver og Fornøjelighed.

»Hvordan er det, Du kjørerraabte Frederik til mig, »bliver du ved paa den Maade, saa vælte vi.« »Jeg kjører, som jeg skal kjøre«, svarede jeg, »pas Du blot Dig selv«, og atter drev jeg det ene Slag efter det andet mod den ulykkelige Gamle. »Nicolai, De er jo ond mod Dyrene«, sagde Andrea Margrethe til mig.

Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dor. Hun saa ud, som havde hun meget stor Lyst til at hugge i Sofie. -Ja hun var det gronne Trae, sagde hun og saa ufravendt over paa Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, for Madam Henrichsen tog sin Tilflugt til Bibelord. Der blev en storre Bevaegelse, da Hojaervaerdighedens Vogn korte frem.

Naar man tænkte sig, at Theologerne kunde lære Græsk i et særskilt Kursus ved Universitetet, saa vilde derved ikke blot Studietiden forlænges betydelig, men det vilde heller ikke være muligt at opnaa en nogenlunde sikker Kundskab i dette vanskelige Sprog, naar man ikke begyndte derpaa i Skolen og fik det indøvet paa skolemæssig Maade.