United States or United States Minor Outlying Islands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Iblandt dem maa jeg først og fremmest nævne Bruun Juul Fog , den senere bekjendte Sjællands Biskop. Det var en lang, lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i Hjemmet end ved Skolens Lectier.
Den blotte Examenscensur var efter min Mening en utilfredsstillende Kontrol, og det vilde være langt nyttigere, hvis Undervisningsinspektøren fra Tid til anden overværede den daglige Undervisning. Han vilde derved faa et langt paalideligere Billede af Skolens Arbeide og bedre kunne give Lærerne veiledende Vink. Den lærde Skole havde undergaaet stor Forandring siden mine Drengeaar.
De sad paa nogle ærværdige, hvidmalede Stole rundt om Katedret, hvor Rektor stod og spyttede, mens han tog Afsked med Studenterne, "der nu drog bort, ledsagede af Skolens bedste Ønsker og Velsignelser." Naar denne Hilsen var bragt, kom Turen til de andre. Deres Karakterer biev læst op, man dadlede, man roste, hele Skolen, syntes Drengene, passerede Revy for de frygtelige Dommere i de gamle Stole.
Staerene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke, gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Maerker og Varsler at tage af, om den floj hojt eller om den floj lavt og naar den gik i Mose baade for Somren og Saeden og for Regn for Skt. Hans.
Og medens Vorterne paa hans Næse blusser og hans Blik søger Sokrates paa Kakkelovnen, lader Skolens Styrer tre tunge Slag falde paa Synderens Ryg. "Gaa saa!" Rektor stønnede. Synderen satte halvt i Spring udenfor Tæppet.
Han var paa Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens taendte Lys. Saa vendte han hjem. Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa Side, omme, braendende Ord til sin Hustru. ... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem Alleen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saa. Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.
Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed. Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab. Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore. Deres Liv blander sig med Skolens Liv.
Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slaebte Vognparkens vanrogtede Dyr nye Saarede. Det var en Vogn med haardt Kvaestede. Der maatte skaffes Plads. De kunde ikke bringes videre. De Naermeste stansede ved Skrigene, da de Saarede bragtes op ad Skolens Trappe. En Laege fulgte.
Og uden Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig en Hjord uden Vilje. Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne, gik mellem Vognene, bedovede, svaertede og blege. Officerer af Staben red ind paa Marken for dog at komme videre. Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte: -Hvor ligger tredje Regiment? -Tredje?
Nærmest sluttede jeg mig til Aldo Güntelberg , Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi vi gik hver i sin Skole og boede hver i sin Ende af Byen indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et engere Baand imellem os.
Dagens Ord