United States or Costa Rica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa Skorstenen, som ingen skottede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne Dore, som vilde den slynge dem los fra de sitrende Karme under Kanonernes Larm. Tine kaldte og Stojen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst i Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved viklet i et Lamasjal.
Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. Bolling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den loftede Lygte, paa det overste Trin Hatten tog han af, som om den strammede hans Hoved. -Fa'er, kom. De gik og de stodte mod de Flygtende for blot at komme forbi.
-Men at Bolling var klavret derop, Madammen satte naesten i Lob op over Plojelandet : Var det et Sted i Vind og Vejr for den syge Mand, elendig som han var. -Bolling, Bolling. raabte Madammen. Men hun horte ikke mer ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun Toppen.
Berg aabnede Doren til Dagligstuen, og i Kammeret horte Tine hans Skridt, der dode bort. Hun bevaegede sig ikke, stille sad hun og skaelvede kun som af Kulde: -De var endnu ikke til Ro Huset var endnu ikke stille han venter, til det bliver stille. Man horte Kanonernes stigende Dron og en enkelt Sovnlos' Fodtrin frem og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.
Saa kom der nogen fra Gaestevaerelset, og Lieutenanten stille bandte. Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer redt; hun blev spurgt og gav Svar. Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i Krogene og jamrede. Nu var hun krobet ind til Tine i Kammeret. -En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under Kanonernes Stoj.
Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa. I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu. Tine gik med Lygten rundt om alle Laenger. Inde var der stille allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved Leddet kom en Skikkelse imod hende.
Rundtom sov alle Officerer og Soldater og Syge den samme Sovn, horende Kanonernes Dron dumpt gennem Blundet. Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin Plads. -Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dogn havde hun knap vaeret udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lod.
Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog Praestekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slor og hun horte dem ikke: Han laa ved Broerne. -Laes, laes, skreg den Syge hojt; han satte sig op og hans glasagtige Ojne var som ispraengte med Blod. Laes, laes, og han krammede om Bibelen paa sin Dyne. Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Don. Ude i Kokkenet hulkede Madam Bolling hojt.
Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slaebte Vognparkens vanrogtede Dyr nye Saarede. Det var en Vogn med haardt Kvaestede. Der maatte skaffes Plads. De kunde ikke bringes videre. De Naermeste stansede ved Skrigene, da de Saarede bragtes op ad Skolens Trappe. En Laege fulgte.
Nej og hun lo og slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa en Gang have travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle fire Verdens Kanter vi la'er Skidtet gro! Tinka satte i Lob ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende. Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Dron. Saadan havde de endnu ikke raset for.
Dagens Ord