United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at synge. Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og lob hen, hvor hun stod: -Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det de kan ventes.
-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lob frem og tilbage. Aa Herre Gud, aa Herre Gud det er de Saaret', der kommer. Sikket Tog sikket Tog! Hvor? hvor? raabte Tine hun var nede og tog i hende. Tine horte ikke mer. Hun lob ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende skreg Baronen i Gaarden. Men Tine blev ved at lobe, henad Sonderborgvejen, forbi Ordonnantser, Bispens Karet, frem ad Vejen.
-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte stadig kun paa Skovriderens. -Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa mange liggende Personer. Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i Storskoven. Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen.
Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer. Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud.
Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen: -For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen. ... Idag gik de tause henad Vejen Tine saa rask, at hun naesten lob. -Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk. -Ja, svarte Tine blot: De skal jo det. -Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa mod Jorden.
-Men at Bolling var klavret derop, Madammen satte naesten i Lob op over Plojelandet : Var det et Sted i Vind og Vejr for den syge Mand, elendig som han var. -Bolling, Bolling. raabte Madammen. Men hun horte ikke mer ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun Toppen.
Disse syv Dage havde hun ikke vaeret hjemme. Hun lob ind i sit Kammer, men hun horte allerede Moderens Stemme i Kokkenet, og hun aabnede Doren. -Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lod utaalmodig eller vred. -Aa, Tine, saa laenge vi ikke har set dig, sagde Madam Bolling, der kom ind.
Korrespondenten lob forvirret frem og tilbage og klaedte sig paa midt i Stuen, trippede op og ned og gned Haenderne, mens han sagde: -Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt. -Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene. -Ja, alle venter, at det skal gaa los, blev Bladsjaelen ved og kom ikke i Vesten for Trippen.
Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: -Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme skingrende Raaben: -Tine? Tine? Hvor er Tine?
Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm. -Men hvor jeg torster, sagde den Syge. -Vand er til at faa, sagde Tine som talte hun til den gigtsyge Per Eriks og lagde ham varsomt ned. Hun lob langs Hegnet hen til Jens Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus hvor hun lob. -Hjalp det ? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen igen og tog med den anden Haand det tomte Krus.
Dagens Ord