United States or Fiji ? Vote for the TOP Country of the Week !


Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav. En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen. -Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet: -Aa, Tine lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le. Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt. -Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.

Hun kendte, svimmel, Marie hun var kommet op igen i Vogn med sin Kavallerist.... Hun sad paa hans Knæ.... Hvor hun saa' ud saa daanefærdig.... Og alle de andre saa de laa hen som halvdøde ind til Karlene.... Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende til Hovedet. Karussellen holdt. -Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.

Men hans ældste Søn var Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. Men han blev vred og vilde ikke ind. Men hans Fader gik ud og bad ham.

Der blev rusket i Døren. -Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det? Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden. -Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup? -Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt frem i Lysskæret, Kongen er død!

Solen var forlængst brudt frem og havde jaget Taagen paa Flugt. Kostumefesten var i fuld Gang ... Lørdag Aften havde Elev Jakobsen og et Par af Karlene fejet og vandet en stor Skøjtebane nede paa Bugten, og den laa nu staalblank og skinnende. Der vajede Flag og Vimpler fra lange Stænger med Granguirlander imellem.

Og der blev kastet mangt et stjaalent Øjekast om efter ham, naar han standsede op i nogen Afstand og satte Stokken til Rette og atter gav sig til at stirre ud for sig med et underligt tungt og næsten sørgmodigt Udtryk i Ansigtet. Han er vist ikke god aa bid's med i Dag, om der kom noget paa! hviskede en af Karlene til sin Nabo. Næi, sagde den anden og kastede et sky Blik om efter Baronen.

Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering. -Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone. Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais. Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene.

Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden: -Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme skingrende Raaben: -Tine? Tine? Hvor er Tine?

Saa rev hun Haanden til sig det var Tyras, der slikkede hendes Fingre og lagde sig ved hendes Fod. -Aa, er det Dig, sagde hun. Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Børnene om sig og Tyras ved sin Fod. Pigerne kom, og Karlene, der havde Støvler paa. De ligesom luskede saa sært rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede baade i Nakker og Knæer de saa' ud som skulde de til Offers.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit. Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mørkt, man kunde ikke det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen ... Karlene klaskede med deres Træsko op ad Trappen.