United States or Tanzania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Een er Solens Glans og en anden Månens Glans og en anden Stjernernes Glans; thi den ene Stjerne er forskellig fra den anden i Glans. Således er det også med de dødes Opstandelse: det såes i Forkrænkelighed, det oprejses i Uforkrænkelighed; det såes i Vanære, det oprejses i Herlighed; det såes i Skrøbelighed, det oprejses i Kraft; der såes et sjæleligt Legeme, der oprejses et åndeligt Legeme.
Og jeg så en anden Engel stige op fra Solens Opgang med den levende Guds Segl; og han råbte med høj Røst til de fire Engle, hvem det var givet at skade Jorden og Havet, og sagde: Skader ikke Jorden, ej heller Havet, ej heller Træerne, førend vi have beseglet vor Guds Tjenere på deres Pander.
Over Middag gik Bøddelen i Gang med endnu en Del overbeviste Kættere og Landsforræddere. Det blev en saare stille Dag. Dagen syntes mere karrig og kort end ellers, paa en Gang lavede den til Aften, uden at det var bleven til mere. I sin Undergang flammede Solens Baal igennem, og alle Skyerne gled fra Himlen som et Øje, der langsomt aabner sig.
Hans Bylt og Stok ligger ved Siden af ham, og han strækker sine Arme ud til et Kors og raaber Himlens Gud nedover Jorden ... Og nu ses kun Solens brandrøde Lys over Aasene og ved Vejkantens Øde hans knælende Skikkelse mægtig i sin Ensomhed. I Grøftekanten langs Vejen staar langstilkede Margueritter. Høje Tidsler med hvide Dotter spreder deres Frø eet for eet ud over Markerne.
En lille, bitte, hvidmalet Robaad kom glidende frem over Fjorden. Den bevægede sig ad Næsseskoven til, tøvende og forsigtigt, som om den var ude paa Rekognoscering. Hver Gang dens Aarer blev hævet op over Vandet, spillede de i Solens Straaler som Bugen af store, sølvglinsende Fisk.
Men han var træt og angst, han var saa elendig som et Menneske kan blive. Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat. Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der. Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed.
Hvis der endelig er et Valg at træffe, er det gerne mellem Sol og Skygge, og man bør da undgaa det sidste, thi selv om der findes en antagelig Række Stauder, der taaler Skygge eller Halvskygge, saa opnaar man dog aldrig noget smukt Resultat uden Solens kraftige Hjælp, i det mindste det meste af Dagen.
-Tine er forlibt, lo Moderen. "Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte. Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang: Skønt er Solens Lys, og fagert kan Maanens være, naar det en stille Nat gyder sig langt over en rindende Flod. Skønt er Solens Lys.
Kvinderne talte uafbrudt Perlerne i deres Rosenkrans, medens de bad, og Mændene gik med nylig plukkede hvide Lilier i Haanden. Solens Straaler faldt ned paa det lange Tog, medens det gik langs med det lysblaa uendelige Havs Bred, og hvide Maager, som fløj ind over Kysten, søgte af og til Hvile paa Fanerne. Der var baade Skjønhed og Højtidelighed i det Billede.
Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring hende lagde de sig alle. -Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen. Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i Solens Skin. De tre Gamle sad i Lysthuset. Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne. Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.
Dagens Ord