"Men Du kan da ikke blive ved at hedde Høg." Først slog han sig med Magt til Taals med den gamle Sætning, han den Gang havde modtaget, at hver maatte gaa sine egne Veje, søge sit Maal, og Storheden var én, Berømmelsen én, kun Vejene var det, som var forskellige. Men han kunde ikke blive staaende ved det iaften.

Nu da, Christopher, har De havt ligesaa onde Tanker som de Andre? Eller hvad har De tænkt paa?« »Jeg har tænkt paa Verdens Undergang«, svarede Gamle med sin sædvanlige Alvor. »Paa Verdens Undergangudbrød jeg forbauset og var lige ved at briste i Latter.

Oluf bad Gud ville gøre et Tegn, om hun var skyldig, og som Barnet derpaa begyndte med dets sædvanlige Gebærder, Raaben og Skrigen, udraabte han det straks for et vist Tegn fra Gud, at hun var en Troldkone. Derpaa søgte Oluf Langgaard at føre Vidner over denne gamle Kone.

Til Universitetsfesten i Anledning af Kongens Fødselsdag skrev jeg et Indbydelsesskrift om det gamle Tiryns , som Schliemanns og Dørpfelds epokegjørende Udgravninger nylig havde draget frem for Dagens Lys. Min Tale handlede om Historieskrivningen og den historiske Digtekunst. Den er trykt i Dagbladet for 2. Mai 1886. Den 3.

Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, visselig, da havde jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke det forstaar vi.“ „Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over,“ sagde en anden. „I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften?

Den begærlige, gamle Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget. "Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding. Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst dem hastigt i Møde.

Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.

Men hørt det, havde han alligevel; for det kunde godt hænde, at han et Par Dage efter, midt som de sad og talte om andre Ting, pludselig spurgte om et og andet fra den gamle Samtale, som hun knap havde troet, han havde hørt. Saa havde han altsaa baade hørt det og tænkt derover. Men Tingen var, det blev lidt vanskeligt at vide, hvordan han egenlig var, og hvad han tænkte.

Tro mig, Nicolai, jo Mindre vi have, des større Pris sætte vi ogsaa derpaa.« »Det er et sandt Ord«, bemærkede Gamle, »derfor siger ogsaa Apostelen Paulus, »at det er godt at nøies med det, man haver«, og: »Tragter ikke efter det Høie, men holder Eder til det LaveDet er to gode Leveregler, som det var godt, om Alle vilde lægge sig paa Hjerte

Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne. Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru von Eichbaum: -Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i begge Hænder. -Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.