United States or Tajikistan ? Vote for the TOP Country of the Week !


Men jeg talte neppe til ham, Lady Ver skal aldrig kunne sige, at jeg ikke holdt Ord, skønt hun selv, uden at tænke over det, drog mig ind i en venskabelig Samtale, og saa saá Lord Robert ud som en lykkelig Skoledreng. Vi havde det dejligt. Hr. Carruthers er en fuldkommen Vært.

Hans' Fortællinger, skjøndt de har vist neppe været til at lee sig ihjel af, om jeg ellers kjender Hr. Hans ret.« »Det kan Frederik have godt af«, meente jeg, »han har gaaet og drillet mig hele Dagen med den tossede Hane, nu er det en retfærdig Straf, der kommer over ham.« »Men De er ogsaa altfor ømfindtlig, Nicolai, De kan slet ikke taale Spøg

Jeg havde ventet, at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens Sonater ned fra Clavér-Pladen. Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert. Man kan lige saa gjerne være fræk.

Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først kommer igjennem disse Kampe og Brydninger ved egen Kraft .... Gud veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er slet Ingen, som kan det, neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun end føler for dig.

Allerede det, at den ulykkelige Hane var falden som et Offer for min Ubesindighed, voldte mig en vis Smerte, skjøndt jeg trøstede mig med, at den upaatvivlelig var død en hurtig Død, og at dens Skæbne vel neppe nogensinde vilde være bleven at døe Straadød. Men den var Præstens Yndlingsdyr, vidste jeg; hvad mon han vil sige dertil?

"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?" "Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"

Jeg tænkte, at hvis De ikke kunde kende mig, saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen Forklædning er fortræffelig; jeg lykønsker Dem til den. Med Hensyn til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretær. Men jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!" "Men sig mig først, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?"

Jeg veed ikke, om Jøderne i Dresden maaske ikke holde sig strengt til den mosaiske Kirkegaard, eller om den uorthodoxe Familie forlængst var traadt ud af Synagogen. Dengang tænkte jeg ikke derover, jeg tænkte over Intet, jeg sandsede neppe.

Et Øjeblik senere kunde jeg selv høre dem komme ned ad Dalen til venstre. Deres Stemmer lød ganske klart og tydeligt, og af den Grund sluttede jeg, at de ikke kunde være mere end hundrede Alen fra os. Nu kom det store Spørgsmaal: Vilde de opdage os eller ikke? Jeg kunde neppe trække Vejret af Spænding.

"Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg, neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola. "Nej, slet ikke," svarede han; "men Klæderne og Sadlen var det lidt vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser ud som den Mand, jeg skal forestille?"