United States or Macao ? Vote for the TOP Country of the Week !
De har været oppe at skændes med den Mand, som De netop maa gifte Dem med!" "Hvad véd Lord Robert om mig?" spurgte jeg. Jeg blev vred. "Ingenting, han sagde kun, at Carruthers beundrede Dem paa Branches." "Naa!" "Christopher er ogsaa indtagende! Han er et af 'de gifte Damers Kælebørn', som Ada Fairfax siger, og han har aldrig før talt til en ung Pige.
Han vilde spise mig op, og saa tage tilbage til Paris til den Dame, han elsker men saa kunde jeg leve det Liv, jeg holder af og Carruthers Smaragderne er smukke og jeg elsker Branches og og "Hendes Naade vilde gerne tale med Dem, Frøken," sagde en Tjener. Saa gik jeg op ad Trappen.
De de gamle Gesandter og Politikere og Generaler fortalte mig altid, at jeg vilde blive smuk, nu vilde jeg prøve, hvad jeg kunde udrette. Hr. Carruthers blev ved med at tie men han satte sig ved Siden af mig og saá, og saá mig lige ind i Øjnene. "Naa, tal saa," sagde jeg igen. "Véd De, at De er en meget foruroligende Person?" sagde han endelig, for at begynde med noget.
Saa har mit Liv paa Branches altsaa Ende. Jeg skal begynde paa en ny Tilværelse, Begyndelsen paa mit Liv som Eventyrerske! Hvor fuldstændigt alle éns Begreber kan forandres paa nogle faa Dage! I Dag for tre Uger siden levede Fru Carruthers. I Dag for to Uger siden var jeg ikke længere en rig Arving for kun tre Dage siden tænkte jeg ganske roligt paa den Mulighed at gifte mig med Hr.
Gud véd, hvor jeg skal tage hen og bo! Maaske til Paris naturligvis, hvis jeg ikke blive gift med Hr. Carruthers, jeg antager ikke, at det er kedeligt at være gift. I London syntes alle de gifte Koner at have det dejligt, og de havde ikke videre meget Vrøvl med deres Mænd. Fru Carruthers forsikrede mig altid, at Kærlighed var ganske unødvendig i Ægteskabet.
Fru Carruthers adopterede mig for at efterlade mig sin Formue, da hun den Gang var Uvenner med sin Arving, som skulde arve Godset. Saa var hun saa inkonsekvent, at hun ikke skrev et ordentligt Testamente derfor er det, at det Menneske skal have alt, og jeg ingenting.
Barton og jeg nød vort Morgenmaaltid tidligt, før Klokken 9, og netop som jeg stod i Vestibulen med mit Overtøj paa og kaldte paa Hundene for at faa dem med paa en Spadseretur, kom Hr. Carruthers ned ad den store Trappe med rynket Pande. "De er tidligt oppe," sagde han. "Vil De saa ikke skænke Te til mig?" "Jeg syntes, De sagde Kaffe! Nej, jeg er ved at gaa ud."
"Han var engang forlovet med Lady Merrenden, véd De nok. Hun var den Gang Lady Sophia Vavasour, og hun var ham absolut hengiven, men Fru Carruthers kom imellem dem og tog ham fra hende; hun var mange Aar ældre end han, og lige saa klog som hun var sminket." "Stakkels Papa synes at have været en svag Skabning, er jeg bange for." "Alle Mænd er svage," sagde han.
Jeg véd ikke, hvem jeg var mest vred paa Fru Carruthers, fordi hun havde bragt mig i denne Situation, Christopher, fordi han var ufølsom overfor mine Yndigheder, eller mig selv, fordi jeg et eneste Sekund havde tænkt mig Muligheden af, at han skulde gøre andet. Naar man tænker roligt over det, hvorfor skulde han saa gerne ville gifte sig med mig?
"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille Haand?" udbrød Lord Robert ømt. "Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers." Han slap min Haand, som om den havde stukket ham. "Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.
Dagens Ord