United States or Comoros ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den næste Morgen, da han pakkede Kuffert, faldt Katinkas' Fotografi ud mellem to Lommetørklæder. Det var Fru Abel, som havde givet ham det med. Hun havde set ømt paa det og pakket det ind i Silkepapir. -Den kære, havde hun sagt. Louise-Ældst, "min sidste", havde været arrig: Pyh skal han ikke ha'e en Spilledaase med.... -Til at spille "de kære Melodier"....
Hun havde nu sendt dem af i ti Aar. -Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst. -Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen. -Men bedre at ha'e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa' ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken. De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.
Hans Stemme lød ind til hendes Sjæl kun som en fjern Musik, glidende Bølger af Toner, til hvilke hun selv satte Ord. Men hun vidste dog, det var om Kærlighed, han hviskede. Springvandet plaskede stille, fra Bænken hørte hun en sagte Hulken. Saa bøjede hun sig ned, og mens hun løftede hans Hoved op med begge Hænder, hviskede hun ømt: "Har Du lidt saa meget?"
Saa læste hun igen: Du svigter mig du flyer mit Øjes Blik, Skønt ømt jeg kalder, Du vil ej mig høre; Du for min Hilsen lukket har dit Øre Og rækker bortvendt mig den bitre Drik. Det svinder hen min Sol til Hvile gik.
Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands Seng og skiftede de vaade, kølende Omslag paa hans skamferede Næse, at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ... saa ømt og usigelig mildt, at hendes store, varme Kvindehjerte rørtes til Bunden derved.
Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: Min kjære, gode Ven. Det er jeg, Minna, det er jeg, hvad der saa sker .... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du!
"Min Elskede," sagde han, "hvor jeg er glad for det!" Hvis jeg vilde, kunde jeg naturligvis blive ved med at skrive Side op og Side ned om alt, hvad vi sagde til hinanden, men det vilde, endogsaa naar jeg selv læste det, lyde som saadan noget Vrøvl, at jeg ikke vil det, og jeg kunde ikke gengive Klangen af Roberts Stemme eller hans bedaarende Væsen ømt og tilbedende og bydende.
"Kæreste lille Barn, hvad er der? Tog jeg haardt paa din kære, lille Haand?" udbrød Lord Robert ømt. "Nej," hviskede jeg, "men jeg kan ikke høre paa Dem. Jeg skal tilbage til Claridges nu, og jeg skal giftes med Hr. Carruthers." Han slap min Haand, som om den havde stukket ham. "Du gode Gud! Saa er det sandt," var alt, hvad han sagde.
Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens Kone. Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige: „Gør ikke saa ved mig. Jeg vil komme til at holde for meget af dig, og Sorgen vil da blive saa tung, naar jeg dog engang skal miste dig paa vor Fart over det store Hav.“ „Vær ikke bekymret,“ sagde Ravnen selvbevidst, „intet i Verden kan trætte mig!“
Jeg længes han strøg hendes Kind længes derefter ... Han saa ned paa hendes Ansigt, ømt. -Ja, sagde hun og slap ham, rød, naar jeg blot kommer bort. Hun talte om adskillige Ting ved Reisen, alt mildt og dæmpet. Saa sagde hun: -Bli'er du vred, om jeg be'er dig gaa? Jeg er saa træt. -Nei gaa til Ro. Du trænger til det ... Jeg gaar en Timestid hen i Klubben ... God Nat, min Ven.
Dagens Ord