United States or Germany ? Vote for the TOP Country of the Week !
Du ligner ikke min Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet Ballonen. Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen, der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden. Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.
Saa kom Folkene ud af Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen" og fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød. -Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne store nok og langt nok til Bunden. -Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret. Døren gik.
Endelig kom man da ud fra Bænken og op til Døren. Musikken begyndte igen. I det samme rullede Tæppet op, Stella, som gik bagest, trykkede William hen imod Døren, en Mumlen fik Drengen til at vende Hovedet. Han saá fire nøgne Kvinder midt paa Scenen. Saa lukkedes Døren bag ham.
Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre. Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede. Og henne paa Plænen legede de andre Børn ... Anna Stuepige kom og meldte: Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen. Kender De hende? Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus. Lig-Johanne? Stuepigen rødmede: Ja e ... Men der kommer hun!
Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden ogsaa sin Ungdoms Hjem. Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa elendigt alting.
Carolus hentede to spøgelsetynde Arme ud fra Felden, som han laa under, stemmede dem mod Bænken og rejste sig møjsommeligt op i siddende Stilling. Det var først som om det store, bløde Hoved ikke vilde følge med, men han fik det samlet fra Bænken. Og da han sad op, hang Hovedet ham som en Dejg ned over Øjnene og naaede Skuldrene.
Hun syntes i sin Ophidselse at høre Mumlen og Fnisen rundt fra Bygningens halvmørke Hjørner og Kroge. Og pludselig opdagede hun paa Bænken henne foran »Asylet« de tre Gamle, der ivrig gestikulerende stak Hovederne sammen og hviskede. Satans ogsaa, at hun ikke simpelthen havde sagt Nej, da han foreslog, at Vognen skulde køre her op med hende ...!
Da de kørte forbi Bænken foran »Asylet«, skævede Jomfru Helmer om for at se, om de Gamle vilde rejse sig og hilse. Men de var forsvundet. Bænken stod tom. Saa skudrede hun sig magelig til Rette i den bløde Landauer: Nu var der kun Fornøjelserne tilbage! Ogsaa Nils Uldahl lænede sig lettet mod Vognens Hynder: Nu skal vi rigtig ud at more os, lille Mathilde!
Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen? Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre!
En Aften ved Solnedgang i Slutningen af September, Klokken kunde vel være henad seks, sad Karen og Kaninen heroppe og saa ud over Landskabet. Det vil sige, det var jo egentlig kun Kaninen, der sad; thi Karen laa paa Ryggen hen ad Bænken, med sit Hoved hvilende i Lærerindens Skød. De havde længe været tavse.