United States or Finland ? Vote for the TOP Country of the Week !


-Og Lamperne? hviskede En. -Har dem, blev der hvisket tilbage. De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at . -Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen. -Hys. De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre. Nede under Bøgene brændte der fem Lamper.

Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alle Buske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have. Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne. Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler. -Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen. Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa Plænen.

Hovedet støttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ... Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Plænen fløi hendes Skygge. Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af Bønner, af Fortvivlelse og Angst.

Og naar man slog Lejr paa Plænen hernede, kastedes Lyden af Stemmerne, Latteren og Tummelen vidt ud over Bugtens Vand ...

Katinka talte ikke mer. De kom ned om Plænen til Lysthuset. -Hylden, sagde hun blot. -Her maa jeg sidde, sagde hun. Marie lagde Tæpperne om hende, og sammenfalden saa' hun tavs ud i den sollyse Have. Kirsebærtræernes Blade laa gule over Plænen; et Par smaa Roser blomstrede endnu. Marie vilde plukke dem. -Nej, sagde Katinka: det er Synd lad dem sidde. Hun sad igen.

-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen. De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med de store Hænder. Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo. Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel. Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen.

Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og havde smidt Tæpperne af sig. Naar Huus kom om Aftenen, sad de mest i Hyldelysthuset. De saa' Ottetoget gaa. En enkelt Bonde var drysset ud paa Perronen og hilste dem, naar han gik forbi og drev hjem. Saa gik de ned i Haven. Kirsebærtræerne stod i Blomst. De hvide Blade gled som en lys glitrende Regn gennem Sommerluften ned paa Plænen.

Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i. Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse stod bøiet ud over Karmen.

Hvad er han død af? Det var vist et Hjerteslag ... Naa; ja han var jo ogsaa blevet saa tyk ... Frøken Charlotte, Frøken Frederikke og Minka fra Mosen gik henne paa Plænen og spillede Kroket. Her er igen et Brev til Dig, lille Frederikke ... Frederikke snappede hurtig Brevet og puttede det i Lommen. Charlotte fløjtede: Hu-it! sagde hun. Pas Dig selv, Tøs! blæste Frederikke.

Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre. Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede. Og henne paa Plænen legede de andre Børn ... Anna Stuepige kom og meldte: Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen. Kender De hende? Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus. Lig-Johanne? Stuepigen rødmede: Ja e ... Men der kommer hun!