Og man kan ikke se sig mæt heller paa disse blanke Blade af Laurbær og Oranger, disse Kæmpekaktus'er i Klipperevnerne, denne Flora i Eventyrfarver, denne Bugnen med Frugter, der faaer En til at bryde ud i Latter og Jublen, stiger En til Hovedet som hed Vin, saa overdaadig yppig er den.

Forholdet er ogsaa meget forskelligt for de forskellige Planter; Valmuen lader de sidste røde Blade dale sagte til Jorden, medens de endnu er i deres fulde Pragt, og det dekorativt formede Frøgemme afsløres pludseligt. Campanula persicifolia, navnlig de dobbelte, lader Blomsterne sidde og gennemgaa en ækel Forraadnelsesproces lige for Næsen af en; saa forskellige er de.

Mellem de Unge naturligvis mellem dem, der stormer frem! Ikke sandt det tror De da?" "Jo, det tror jeg temmelig sikkert. Bestandig mellem de ubeskrevne Blade!" "Ja ikke sandt det maa jeg have Lov til at skrive.

Otte kyssede hende igen, og hendes Mund sprang ud som en Rose med mange svulmende Blade. Det løb ham harskt gennem Svælget, han hummede sig sky. Endnu engang kyssede han Susanna og mødte hendes Ild, og da blev han mod i Viljen, han hældede sig dybt forstemt ind mod Hyldetræets kolde Løv. Men Susanna lagde sit Hoved paa hans Bryst op under hans Hage. Saaledes sad de længe. Der var stille i Byen.

-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende. De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der Blomster endnu. -Hvor her er smukt, sagde Ida. Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt. -Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille Statuer.

Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden .... Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse.

Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde af fjorgamle Blade. Trygt ligger Spirerne i Jorden.

Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, jeg er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem. Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa de første Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.

Hvor Murene var stærke, dem havde de bygget, hans Forfædre ... Han følte paa Murene, udmaalte Hvælvingerne ligesom Tomme for Tomme, baade Højden og Bredden saa gik han ud i Alléen. Vinden jog med de visne Blade og lod dem danse i svingende Kredse om de knudrede, fugtige Rødder Sikke vældige Rødder! hvor de Træer var gamle de havde set hans Slægt ...

»Og læsespurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden. »Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer.