United States or Saint Pierre and Miquelon ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker. Men Onkel Nils gav intet Svar ... Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen: Mona ...? hviskede han Mona ...? Ja ... Nu sover de, den Undegaleme! Hvem? Nils og Hesten! Nej da! Jo, se ... Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen.
Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene der var den og der var den. -Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet. -Ja. -Og dér staar Forvalteren, sagde Karl. -Ja, han er død. Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa Doren Dagligstuedoren. Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer. Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen. -Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende.
Han anede jo ikke, at en fjendtlig Haand havde stukket et Stykke Jærn ind under Kompasset og at dette var Grunden til, at Naalen havde flyttet sig. Istedet for at vise mod den magnetiske Pol, det vil sige stik Nord, pegede Naalen, formedelst Jærnets Indvirkning paa Magneten, nu imod Nordost. Det betød en Afvigelse af fire Streger.
"Jeg retter mig efter det Selskab, jeg er i!" sagde jeg leende og ventede paa Véronique, som ærbødigt var blevet staaende bagved hun kom tøvende. Hun misbilliger al engelsk Inkonveniens, men hun føler, at det er hendes Pligt at opmuntre Hr. Carruthers. Skulde hun løbe hen og standse de unge Damer? foreslog hun og pegede paa Englene, der gik forude. "Ja, gør det," sagde Hr.
Otte Iversen pegede paa en Sten skal vi sætte os lidt? De satte sig. Der var mere, Otte Iversen skulde have sagt, han sad i Tanker. Mikkel vidste ikke noget at bemærke, han saa, hvor raadvild Hr. Otte sad og borede med en Finger i en af Slidserne paa Knæet. Der er ingen Forskel paa ham og mig, tænkte Mikkel, vi har det ens begge to, Gudbedre, og vi er ens.
-Men der bli'r lukket, sagde Karl og fulgte efter hende. De gik over de sidste, nedfaldne Blade, men i de brogede Bede var der Blomster endnu. -Hvor her er smukt, sagde Ida. Der var vist ingen i den hele Have, ikke én i alle Gange; og mens de gik ved Siden af hinanden, hørte de deres egne Skridt. -Nu falder de i Søvn, sagde Karl og pegede op paa en af de stille Statuer.
Saa nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet han pegede paa mig: "Dette er min Sekretær.
Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun graed og graed.
-Og har De, sagde Sundt og saa' hen paa Berg, aldrig tænkt paa, at hele denne Menage, denne Virksomhed og Sundt pegede ud mod Byen den ligner kun en Saarfeber, De.... -Det er ikke andet end Saarfeberen fra Dybbøl, sagde Sundt og vendte sig mod Vinduet. -Det er et lysteligt Billede af Dem , sagde Herluf efter en Pavse. Og hvordan skal det saa staa til med os, der er kommet efter?
Dagens Ord