Hun maatte blive min var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes Kys paa mine Læber, men hvorfor havde hun saa pludselig forladt mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende? Pige-Luner, hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem? Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund.

-Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen. Frøken Jensen var stadig forude. -Naa, Andersen Frøken Linde skruplo nu er De holbergsk. De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen. -Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.

En Kvindes Skrig forude et Skrig i dødelig Angst sagde os, at selv om vi skyndte os, kunde vi endda komme for sent. Der var endnu to Mænd i Hallen, men de flygtede ved Synet af vore dragne Sværd og ophidsede Ansigter. Blodet strømmede ned fra Durocs Hals og farvede den graa Skindbesætning paa hans Pels.

Som en ægte Fisker holdt han nøje Tal med sin og den anden Fiskers Fangst. Den anden Fisker, Johannes, havde sin Plads forude. Han var en ung Knøs paa knap en Snes Aar, lang og opløben. Han havde sin Snøre ude paa Baadens anden Side og halede i den med lange, jævne Tag.

Og jo længere Tid der gik, jo hurtigere gik den gamle Hval fremefter, og jo roligere fulgte Flokken efter. For det gik jo godt, og naar det bare gaar godt, kan man vænne sig til alting, ogsaa til Taage. Da var det, at en af de yngre Hanner, der svømmede ved Siden af den gamle, der førte an, saa en lang, sort Skygge glide forbi gennem Taagen forude.

Oppe paa Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv. Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i Haanden. Her er Deres Brev, raabte han. Mit Brev?

Midt paa dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende.

Paa kortere Togter er det undertiden vanskeligt nok at udpege Sletheden. Paa længere Togter angiver den sig selv. Men enten Touren er kort eller lang, udgjøre de slette Elementer kun en meget lav Procent af Besætningerne i vore Skibe. Det er Aften. Der er Liv forude paa Bakken. Der er Koncert, Sang og Dands.

Saa jeg et Stjerneskud, vilde han straks vædde om, at han saa flere end jeg. Det skulde gælde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var først, da jeg fortalte ham, at min Pung desværre var falden i Røvernes Hænder, at han opgav den Ide. Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen brød frem, og vi pludselig hørte en heftig Musketild et Sted forude.

Saa gik han i Baaden og lod kaste los. "Hold godt Udkig, Dick," lød Kaptajnens Stemme endnu en Gang, "et Øje paa Skibet, et andet paa Baaden. Glem det ikke, min Dreng." "Stol paa mig, Kaptajn!" Baaden fjærnede sig hurtigt, drevet frem af fire Par stærke Arme, og om Bord paa Pilgrim samledes de tiloversblevne forude, ivrige for ikke at gaa Glip af nogen Enkelthed ved den interessante Jagt.