United States or Hong Kong ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort. -Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt. -Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag. De sad lidt. Saa sagde Marschalinden: -Er det stadig det samme med Hans? -Det er vist snarere værre. Marschalinden nikkede: -Jeg havde jo hørt det, sagde hun med et Suk.

Alle fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne. Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen. Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen.

Campion kom i det samme med sin Pels paa, og han var galant og sagde, at han haabede, at vi maatte ses igen, men jeg sagde roligt Godnat og gik op ad Trappen uden at sige et Ord mere til Lord Robert. "Godnat, Evangeline, Skat," sagde Lady Ver, da jeg mødte hende udenfor Dagligstuedøren. "Jeg véd, at det er skammeligt af mig at forlade Dem, men i Morgen vil jeg virkelig forsøge paa at more Dem.

Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog. Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang: -Hvad?

Men Porten blev ikke aabnet. -Kør ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør. Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en Herre i Pels, som vendte Ryggen til. Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.

Nu skal Jørgen løbe med Hejmdal! raabte Karen. Gamle Jørgen ordnede først omhyggelig Hingstens Tømmer. Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han. Og saa satte Parret sig i Gang. Alle vendte sig interesseret og saa paa Løbet. Man vidste, at Dyret tilhørte Baronen fra Næsset. Rundt i Foldene gik ældre, alvorlige Mænd og befølte omhyggeligt Faarenes Pels og Svinenes Kød.

Køkkenklokken skrattede, før hun lukkede op: -Det er mig, sagde Jægermesteren, som stod foran hende, i Døren, i sin Pels. -Er det Jægermesteren? Sofie troede, hun skulde falde. -Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i. -Hr. Jægermester, Hr. Jægermester!

Og da hun var saa stædig, saa vendte han den op. „Læg Stenen paa Kajaken!“ „Nej!“ „Men saa læg dog Stenen paa Kajaken!“ Og saa gjorde han det. „Gaa nu ind!“ „Nej!“ „Men saa gaa dog ind!“ Og saa gjorde han det. „Træk din Pels af!“ „Nej!“ „Men saa træk den dog af!“ Og saa gjorde han det. „Tag dine Støvler af!“ „Nej!“ „Men saa tag dog dine Støvler af!“ Og saa gjorde han det.

Man kvæles jo herinde, svarede hun og forsvandt i det mørke Rum. Jeg hørte hende lukke et Vindue op. Den utrættelige Stephensen tog fat paany. Strax efter reiste Digterens Kjæmpeskikkelse sig og gik ind i det mørke Værelse. Jeg tog min Pels paa ogsaa jeg kvaltes herinde. Idet jeg betalte Opvarteren, kaldte en stærk Mands-Stemme fra det yderste Værelse: »Karl! et Glas Vand

Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans Excellence: -Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende. Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu. -Er Vognen der? raabte han. -Ja, Deres Excellence. Alle havde rejst sig i begge Stuer undtagen Hendes Naade. -Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet. -Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.