United States or Romania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone: -For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop. -Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa Karl saá, helt forbavset, hen paa hende: -Naa, ja, saa la'er vi vær'. Lidt efter skiltes de. -Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
De deroppe venter jo paa Dem. -Naa, sagde Schrøder næsten vredt: De ka' vel bie. Døren gik; det var Frøken Rosenfeld. -Er Vognen sagt til? spurgte hun, sagte, som kom hun ind i et Sygeværelse. -Ja. Hun nikkede til Schrøder, som gik. -Nu kører vi straks, sagde hun og satte sig stille hen, mens hun tog Idas kolde Hænder.
-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid. -Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til Sengetaeppet, hvor Skovrideren havde siddet. Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun laeste dem saa urolig og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom floj bare hen over hver anden Linje.
"Nej, Nina, men det maa være Talent, hvordan skal vi ellers maale det, hvorpaa skal vi ellers kende det? Det vilde dog være for uretfærdigt. Jeg forsikrer Dig, jeg har ikke plejet det, det er kommet, og saa saá jeg, at hele mit Liv, Moder og Fader og Ka " han vilde have sagt Kamilla "og alting var Indledning til det, og nu, nu tænker jeg slet ikke andet" ...
-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko. -Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni Fingre. De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde laese: Lad Provsten laese, sagde Sten.
Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ... -Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen. De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille: -Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam. Madammen sagde: Det er en Øvelse. Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.
-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere. -Nej heldigvis da ... og Huus jeg tror s'gu ikke.... De blev kaldt ind til Kaffen. De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet. Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.
De slog med Kvastestøvlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet: Her komme vi det glade Kompagni mod Mandens Tyranni.... -Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne.... De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed.
Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne. Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden? spurgte Stasia. Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke. Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd. Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. Der er jo ikke det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!
Saa nikkede hun og skyndte sig af Sted. Inde i Stuen begyndte Katten at mjave. Ka' han lugte Kaffen? sagde Maren med kælen Røst. Nu ska' han faa en Koppe. Og hun skænkede to Kopper Kaffe, een til Katten og een til sig selv.