United States or Brazil ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren. -Er Du her, sagde han. -Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og blevet blussende rød, og Karl sagde det kom maaske lidt pludseligt og lidt for muntert : -Knuth var s'gu ogsaa sulten. Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig ind her, Frøken.
Knuth begyndte at tale, i en ærbødig og halvhøj Tone, mens han slog Øjnene op og ned, om de dejlige Morgener og Kasernen: De boer jo ogsaa i en Art Kaserne, Frøken, sagde han. Ja, mumlede Ida. Men Knuth blev ved at tale, med samme Ærbødighed, lidt mere stammende: om Theatret, som snart var forbi, og Foraaret, der snart kom. Ida svarede med Ja og Nej.
Knuth var kommen en halv Hestelængde bag de andre: han sad og vendte sig to Gange i Saddelen for at se sig tilbage. -Naa, Knuth, kaldte Kate, og Knuth red til. Lidt efter spurgte han: -Er hun paa Kommunen? -Ja, sagde Karl. -Allez-y. De slog over i skarpt Trav. Under hvert Hvil i Kasernegaarden den Formiddag gik Knuth saa underlig og tyggede paa sin Piskeknap.
Ida blev blodrød og svarede ikke; men Karl fortsatte i samme Tone: -For Frøken Brandt har lejet Lejlighed ... nu ka' vi gaa derop. -Der er jo ikke istand, sagde Ida; hendes Stemme brast af Haardhed, saa Karl saá, helt forbavset, hen paa hende: -Naa, ja, saa la'er vi vær'. Lidt efter skiltes de. -Tak, Frøken, sagde Knuth, da han slap hendes Haand.
Men da Fadene kom, vaagnede han op og slog Hovedet helt tilbage af Velvære: Der maa Mad til, sagde han, og han begyndte at spise, med opbunden Serviet. Han fortalte Last og Fast. Om Knuth: han er s'gu rent gal, sagde han og missede med Øjnene til Ida: men en prægtig Fyr. Og om Admiralen: nu havde han været upaalidelig igen; han kunde s'gu heller ikke la'e de Hunkøn gaa.
Og de begyndte at spise, mens Ida holdt Æggebægeret op fra Bordet, som var hun bange, hendes Ske ikke skulde naa hendes Mund, og Knuth blev siddende en Smule langt fra Bordpladen, i samme ærbødige Stilling. Men Karl søgte efter Idas kolde Haand under Bordet og trykkede den.
-Værsaagod, sagde hun og rakte Fadet til Knuth, der tog det med et pludseligt Ryk. -Kagen er dejlig, sagde Karl, men til den maa vi ha'e Portvin. Det renser Halsen. Knuth rejste sig lidt for hurtigt, for at bestille den: Maa jeg, sagde han. Han var knap ude, da Karl rejste sig og stod bag Ida: -Man kan da ta'e et Menneske med, sagde han og bøjede sig over hende. Ida svarede ikke.
"Skaal", sagde Karl bare og tømte sit Glas, mens ogsaa Ida sagde: Skaal, Grev Knuth, og Knuth drak, som med et Par Ryk, ligesom før. Tak, Frøken, sagde han. Karl lo igen, plirende med Øjnene til Ida, strækkende Benene fra sig: -Her er s'gu dejligt; Fa'en i Rideturen. Ida skænkede Kaffe paany, tog og rakte Kopperne.
Karl og han gik ved Siden, af hinanden hen ad Fortovet. Karl røg og Knuth gik og tyggede paa sin Stok. -De er en lykkelig Mand, Eichbaum, sagde Løjtnanten saa. Karl skød Cigaretrøgen fra sig, men Knuth sagde i samme drømmende Tone: -Ser De, det er de ømme Piger, man ska' ha'e. Karl gik lidt, før han sagde: -Ja, det er nok de bedste at ha'e.
-Men er det Dem, Frøken Brandt, sagde han: og gaar De i det Vejr. Og da han pludselig saá det blege Ansigt, sagde han: -Er De syg?... Jeg kan da skaffe en Vogn. Ida havde ikke svaret, men Knuth løb kun, mens Ida blev staaende; der var noget i hans Stemme, der ligesom lindede Blodet om hendes stivnede Hjerte. Vognen kom og Knuth hjalp hende ind. -Tak, sagde hun, og de vekslede ikke flere Ord.