United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Stemmen slog over, og Karl stod midt i Døren. -Er Du her, sagde han. -Jeg har En med; og han traadte til Side for Knuth. Ida var standset og blevet blussende rød, og Karl sagde det kom maaske lidt pludseligt og lidt for muntert : -Knuth var s'gu ogsaa sulten. Der blev en lille Pause, og Knuth sagde: Ja, tilgiv at jeg trænger mig ind her, Frøken.
Gamle Pastor ventede stille, med Øjnene paa Kisten. Stemmen lød kun saa halvhøjt, da han talte. Vintersol faldt ind ad Korvinduerne paa Kiste og Blomster. Gamle Pastor talte om de stille i Landet. Stille var hun stille i sit Liv; stille vilde hun bringes til den sidste Ro. Gud Herren, som kender Sine, gav hende et Liv i Lykke hos en god Husbond; han gav hende en Død i Fred af sin hellige Aand.
Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit Bryst: Krigen var brudt ud.
De tror maaske, at han er bleven svag, fordi nogle af os fik Frostbylder sidste Vinter. Sé derud!" jeg hævede Stemmen og pegede paa en stor Stjerne, som blinkede gennem Vinduet over Prinsens Hovede "det er Kejserens Stjerne! Naar den blegner, vil hans Magt blegne, men ikke før!"
Men der var kun Mørke, Mørke. Og da var det med et, som om Mørket kastede sig over ham og tyngede ham til Jorden, ned i Mørket. Saa hørte han en Stemme over sig: "Kom nu op." Der var en sær haard Klang i Stemmen. Og han kom op. "Kom saa." Og atter slæbte de afsted med ham gennem Mørket. Han vaklede frem med lukkede Øjne som en Søvngænger.
Ja, er det ikke forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede, og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men nogen maa jeg jo tale med.
Konferensraadens Øje stak over paa hende: -Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund. -Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende. Og Hofjægermesterinden saá Faderen ind i Ansigtet : vi behøver ikke Hviderne mer. Konferensraaden svarede ikke. Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.
Jens Andersen en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande. Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som ham, han talte med hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.
Katinka saa' langt hen ad den solbelyste Vej: Der omme staar Milestenen sagde hun. Hun vendte Hovedet og saa' ud over Markerne og Engene og den lyse Himmel: -Ja, sagde hun, Stemmen lød ganske sagte, her er saa smukt.... Marie gik og tørte Øjne, naar Fruen ikke saa' det.... -Men hvor Bladene falder, sagde Katinka. Hun vendte sig og gik et Par Skridt alene. De kom ind i Haven.
"Faders Navn ja for den Sags Skyld " han snublede over Ordene, og vendte sig om. Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er ingen Skam, men ..." Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt: "Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa men det er heller ingen Skam at virke det eneste, man kan."
Dagens Ord