United States or Estonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne stigende Lyd af Tomhed vilde forfølge ham, indtil den en Gang i et pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfærdeligt Knald, som spaltede hans Hoved og blæste ham over i Usaligheden. Mikkel længtes hjemmefra. Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det er en rosom Beskæftigelse.
Hun hørte det altsammen Musik og Stemmer og Trampen som noget ganske fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind. Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke. De blev ved at danse. -Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt. -Nej, sagde Huus, Træerne skygger.
Høg?" sagde han .... Men i det samme saá han paa William, der var bleg og forstyrret, og Smilet paa hans Ansigt blev til et pludseligt Spørgsmaalstegn. "Af den gamle Familie," spurgte Etatsraaden og satte sig ved Bordet. "En Sønnesøn af Excellencen ..." William talte sagte og støttede sig til Egebordet.
Men jo hun vilde gaa hurtigt ... for hvis de red og kom denne Vej ... Hun vilde alligevel, hun vilde nødig møde dem ... Hvordan det nu var, gik hun dog hvert Øjeblik langsomt, og det var ligesom de gamle Spadsereherrers Hoveder først stak op saa pludseligt og lige ved hende, saa hun knap fik nikket.
Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade rørte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald: -Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren. Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa Øjne. -Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.
Han plagedes af en rædselsfuld, drivende Nysgerrighed efter at se ... bedre at se alt end dette. Og med et pludseligt Sæt tog han Portièren til Side. Kabinettet var lyst. Paa hver sin Side af Sengen saá han Vaagekonen og Berg kæmpende med et krampagtig bevæget Legeme, hvis Arme krummedes i konvulsivisk Trækning ... Hendes Hoved var strakt frem. Øjnene stive, Haaret uredt og pjusket.
"Fa'r, Fa'r, kan du tilgi' mig, kan du, Fa'r?" "Stakkels, stakkels Niels. Om jeg kan tilgi' dig. Hvad har du stjaalet?" "Faar, Faar. Og Bonden saa det. Og har sagt det i Bygden. Jeg ved ikke, hvordan det gik til, det kom over mig saadan pludseligt. Som da jeg var nærved at dræbe Karlen." Niels laa paa Knæ foran Fa'ren som et Barn og græd ud med Ansigtet i hans Skød.
-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes: -Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret. -Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence. -Det er vores Klima, Go'e, som vi maa bære.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
-Man har vel mer at gøre end De heldigvis, sagde hun. Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et: -Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus. Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit: -Kaffe, Kaffe.