United States or Ethiopia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Der skrider Taget, mumlede Thøger, som igen havde vendt sig ind mod Landet det var et Sted, hvor Flammerne med et Spring pulsede taarnhøjt i Vejret. Skyen stod over Salling. For hvert Lyn kunde de skelne Huse og tavlede Marker derovre, det blev saa lyst, at de øjnede Kornnegene, der var sat i Traver oppe paa Hældene, og saa Bølgeskummet mod Strandkanten.
Thøger var ellers en meget dygtig Mand, gennemklog paa mange Omraader og med naturlige Anlæg for al Ting i Verden. I sine yngre Dage havde han drevet en Kunst, han selv kaldte at koge . Mikkel havde undertiden som Barn set ham smelte besynderlige Ting sammen i en lille Potte, Uld, Bly, røde Smaasten, Musetænder. Men nu kogte Thøger aldrig mere.
Det var blot en Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var det for Resten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen hørt den? Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der skroller. Eller ogsaa er det Jøven. Jøven? Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har pinnede aldrig set en Jøve.
Natten laa guddommelig rolig, Himlen slørede over den rene Stilhed. Denne Dal strakte sig i Vest og Øst fra Fjorden en halv Mil ind i Landet. Ved den østre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens Enke havde, hende tilhørte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne. Et lille Stykke fra Fjorden havde Thøger Smed sit Hus og sin Smule Vandmølle. Thøger havde boet der i over tredive Aar.
Han behøvede det ikke, Krigsudbudet ramte ham jo ikke, over det Moderen sidder Enke. Men han vilde nu afsted. Og de siger, det var Ane Mettes Skyld ja hende kan du vel huske? Det kunde Mikkel. Hun er mageløs køn bleven, er Ane Mette, sagde gamle Thøger i en ligefrem forundret Tone og med runde Øjne saa gæv som jeg har vist aldrig set. Hun har det efter Moderen, du kan jo faa hende at se.
Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han rejste sig. Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg faar kalde paa de andre. Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa sig om og flyttede paa sine mødige Ben.
Det gaar knusgodt. Kongen har Heldet med sig hele Tiden. Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke spørge og roede bort igen. Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt om Aftenen. Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger.
Hans Begærlighed efter de vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var. Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt svundne Tider men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu for, lad os se . . . ja det er længe siden, saa kom jeg paa det!
Der blev talt meget, undertiden hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren Brok, der var den vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet end første Mand, havde det været i hans Dage. Tiderne blev hurtigt urolige.
De andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad længe med Hovedet bøjet dybt ned i Hænderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle Thøger med den øde Mund helt aaben. De sov alle i samme Stue om Natten og hørte Thøger lalle og smaatrue som en Hund, der beklager sig i Søvne.