United States or Japan ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen: -Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i hele Boden. Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt, hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud; for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud. Der blev helt stille ovre hos Smedens.
Ja gaa Du kun og hent din Mælkepunsch: den skal vi med al Fornøielse drikke, men naar Du kommer tilbage, skal Du sandelig fortælle os, hvad Du har tænkt.« Imedens Andrea Margrethe var borte, spurgte Præsten Emmy: »Nu hvad har Du tænkt paa idag?« »Jeg har tænkt paa alt det Gode, jeg har nydt i det svundne Aar og takket Gud derfor«, svarede Emmy.
Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer, garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom. Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden. Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig at vi er ormstukne, Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er Samlere, voil
Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der tænker tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa op i hans Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld af Hengivenhed for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han skulde komme hendes hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev puffet fra alle Sider, de dansede sagte videre som i Drømme.
Hans Begærlighed efter de vises Sten var gaaet over med Alderen, ja den var. Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt svundne Tider men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang nu for, lad os se . . . ja det er længe siden, saa kom jeg paa det!
Naar han nu, mens de sad paa Klitten under den store Parasol, fortalte om den svundne Tid, kunde han pludselig gribe hendes Haand og trykke den krampagtigt. -Men nu nu har jeg det saa deiligt. De blev tause, og bevægede lyttede de til Havets Sang. Vid og mægtig laa dets KæmpeFlade. -Længtes De da ikke? spurgte hun. -Længtes? Jo nu tror jeg, det var Længsel.
Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig, som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde os imøde jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig, som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg tilbage til Nutiden.
I Aar kan altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det Svundne og mindes de fordums Dage saa kan det maaske være paa sin Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige Vilkaar, hvorunder den blev til.
Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg.
Jeg tænkte paa alle de navnkundige Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de svundne Tiders Stordaad.
Dagens Ord