United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !


Det vil nu dog kun sige signerede af Damer, thi de Frøkener er kun faa, der ikke paa en eller anden Maade faaer fat paa en rigtig Maler, som de da ikke giver Slip paa, før han har "korrigeret" deres Billede, hvilket næsten altid bliver ensbetydende med, at han gjør det Hele om. Alt det er Modegalskab og det ynkeligste Dilettanteri, der kan tænkes.

Han vilde opdage, hvori det laa, dette, der ikke var skjult for andre, men som var skjult for ham alene. Han stirrede og stirrede paa de kolde, hvide Blade med deres stive Bogstavrækker, til Bogstaverne til sidst løb sammen til store, sorte Klatter oppe i Hjærnen paa ham. Men han blev ikke klogere. "Jesus!" raabte Mo'ren. Hun saa, at der faldt et Par store, tunge Taarer ned i Bogen.

Han var endnu i kinesiske Klæder, og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola. "Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig; hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem Deres Sager.

Men Pastor Holm og Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og tilbage langs Engveien. Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm lavt og møisommeligt.

Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv. Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende. Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.

Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre med Gardinerne. Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom. -Aa, se Børnene, sagde Ida: Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.

Vort Aarhundredes Franskmænd har bestandig betragtet deres Liv som forfejlet, naar det ikke endte med Erhvervelsen af en Formue. Man havde oprindelig nøjedes med at forlange den som Resultat af en Ungdom i ihærdigt Arbejde. Men hvad der gik for sig paa Børsen, forstyrrede lidt efter lidt Hovederne.

De hørte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte smuldrede, mens Skæret kom og veg hen over deres Ansigter. -Saa stille her er, sagde Karl. -Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag. De talte kun halvhøjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden. -Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og saá paa Gløderne. -Hvordan.... -Jo, De kunde godt forlange meget mer. -Hvordan forlange mer....

Det er i Grunden slet ikke nogen Ruin, kun Taget er fra vor Tid, det Hele er saa godt bevaret, at Huset benyttes til Malerisamling. Dets tredive kannelerede korinthiske Søjler staar endnu i hele deres Pragt. Hvilken Kunst og hvilke Proportioner!

Havet kogte ude i Stranden, og Stormen jog Flyvesand mod Blæreruden, men det var Stjærnerne, der støvede imod dem, mens de kørte i Stads gennem alle syv brusende Himle. Næste Morgen tidlig vaagnede Jakob, usalig til Mode, han vækkede lille Ide, og de gik sagte deres Vej fra Familjen, som laa og sov med tomme Ansigter. De gik videre ned langs Kysten.