United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde ikke være Guds Mening at ramme ham. Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham.
Ganske vist var den ikke blomstrende, men det var jo nu sidst i August egentlig ikke dens Skyld. Paa første Sal forkyndte et gulnet Visitkort i en lille Ramme, at Gymnasiallærer Jagemann boede dèr. Jeg ringede paa den ene Gang efter den anden, men Ingen rørte sig.
Dette i enhver Henseende saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af Rummet.
Disse tresindstyve tusind Aktier budte ud paa en eneste Dag medførte naturligvis et meget betydeligt Fald. Papiret selv sank fra 3500 til 2000, og den almindelige Baisse kunde samtidig ikke undgaas. Dette Øjeblik benyttede Koalitionen af Børsmatadorer for at ramme Bontoux dødeligt.
De dansede tungt over Vejen og klappede i Hænderne. Eller de sang med grove, usikkert-drævende Stemmer: Der er et yndigt Land ... Og naar de saa blev trætte, lagde de sig ned paa Jorden, klæbede deres Legemer som døde Klumper til Skovbunden og indsugede den ramme, vejrede Lugt af Jord og af vissent Løv. Andre havde slaaet sig ned ved Bordene udenfor Sommerhotellet.
Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de Ulykker, der plejer at ramme Menneskene. Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen. Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod grundstødte Isfjælde.
Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade: Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille Søster i Næseborene, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding.
Han laa inde paa Kontoret med en Revolver i hver Haand, og Nøglen sad i Pengeskabet. Der kom engang en Skriver fra et Kontor inde i Byen paa Jagt herude. Han holdt mest af at skyde Solsorter. De var saa lette at ramme, naar de sad stille i Træerne. Og han førte Regnskab baade over de Skud, han ramte med, og de Skud, der gik forbi.
Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente. Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter. Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud.
Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig.
Dagens Ord