United States or Azerbaijan ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Hun fik laaset de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to og Karl tog Tøjet af. -Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand. -Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol. -Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han saá paa det hvide Bord. -Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.
Vi reiste det atter op, Lysene bleve tændte paa Ny, og det straalede snart i den gamle Glands. Der var ophængt flere Smaating til Gamle og Corpus Juris, som de egentlig skulde have havt Juleaften, men dengang vare de jo ikke komne. Ogsaa paa mig var der tænkt, saaledes kom Andrea Margrethe og overrakte mig en stor Bog.
Hvorledes tænkte og talte man vel, naar man laa saadan og følte sig frelst #ene# af dem alle? Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte Havet brumme dæmpet og underfundigt.
Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn. »De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.
Hvor var han ikke glad Juleaften rigtig et Barn endnu naar Stiftsdamerne, havde tændt "Drengens" Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket. Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor. -Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig ...
For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte gaa til ... ikke maatte ... saa har jeg heller ikke! Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort: Du er dog saa ... massiv, Helmuth! Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og Tjener sad med stive Rygge.
Jeg gør en Ulykke paa en af vos! truede han uden for Vinduet hvis Du la'r ham røre ved Dig! Men hun lo imod ham: Du hytter Dig vel, tænker jeg! Saa kom Juleaften. Nils Uldahl havde villet tvinge igennem, at Jomfru Helmer skulde inviteres over i Herskabsbygningen og spise med Familien.
Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig.
Du, Moder, der selv led, rank som en Blomst, der brat knækkes, du, Moder, der selv elsked, bliv nu hos mig under mit Hjertes Vé. Langt skal Mennesket gaa og saa haardt maa det træde kom med Eders Glæde Lind for en Stund blot al mit Hjertes Vé. Barndomsminder, hvad jeg saa skal bede: at I kunde linde mit Hjertes Vé. Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften. For det var de Fattiges Dag.
Da vi kom tilbage og vilde gaae ind i Dagligstuen, fandt vi Døren laaset af. »De kan ikke komme ind«, raabte Andrea Margrethe indenfor, »De maa gaae over til Fader og vente der, til jeg kalder.« »Hvad skal der gaae for sig?« spurgte jeg Emmy. »Andrea Margrethe har reist Juletræet igjen; thi da De ikke var hos os Juleaften, skal De dog i det Mindste holde Nytaarsaften med os.«
Dagens Ord