United States or El Salvador ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret.... Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret. Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede.... Ja hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar.... ... Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og saá kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre, som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs: -Vi maa sige det til Mama. Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren: -Ida har revet sin Kjole.
Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole. -Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder: -Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat. De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen.
-Og det er det, Du, sagde han: altfor god imod hende tør man heller ikke være. -Kære Vilhelmine, sagde Generalinden og satte sig ved Siden af Fru Mourier: her siger jeg jo som Emilie: det kommer man over ved Ro og saa først og sidst lade som der intet er passeret. Men Generalinden glattede alligevel uden at vide det sine Randers Handsker opefter Haandledet, saa man saá hele Formen af Neglene.
Det var Mikkel Thøgersen, han tjente i Bispens Følge. Agnete, oplyste Mikkel. Hun var ikke ilde. Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa Drikkelaget.
Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun saá ikke op, mens hun sagde han hørte det knap : -For jeg tænker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde tænke. Der forløb et Sekund. -Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde saa Karl og slog over i Tonen. Hun sad og glattede med Hænderne paa den bløde Silke. Hun holdt saa meget af den Overfrakke: -Foeret holder da endnu. -Ja.
Men nu og da, mens de talte, lagde hun Broderiet i sit Skød og saa paa de Vilsac. Efter Bordet ... oppe i Rygeværelset ... husk Dem bare om ... Hr. de Vilsac sad og glattede paa sin Hat med sin Handske. -Jeg har maaske sagt, De var et ualmindeligt Menneske, sagde han. Og det er min Mening. -Nei, det var Gyldenfelt, som kaldte mig en Sfinx. Saa banalt var Deres ikke.
"Hvorfor græder Du?" spurgte hun; han saá op, bange og spørgende. Saa fortrød hun sit Spørgsmaal: "Det gaar nok over," sagde hun, "med Guds Hjælp." Sofie var den eneste, som intet forstod. Stella sad med hende paa Skøder og glattede hendes Haar med sine smukke Hænder. "Hun er lykkelig," sagde hun. Høg kom aldrig hjem til den bestemte Tid, de kunde vente og vente.
Paa en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Berøring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvrængede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud før hun gik ind til Konferensraaden. Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.
William stod med Muffen, mens hun steg ind. "Farvel kør saa!" "Deres Muffe," raabte William. "Aa ja, den glemmer jeg." Hun lænede sig ud ad Vinduet og greb Muffen. Hun mødte Williams Øjne og kastede sig, mens hun glattede sin Skindkaabes Ærme med sin Haand, med et stille Smil tilbage i Vognen. Efter den Dag var de meget sammen.