United States or Burundi ? Vote for the TOP Country of the Week !
De skiltes, og Fru von Eichbaum gik over i sin egen lille Gang, hvor hun, lidt kaldende, sagde til Julius, der paa en Snor inde ved Komfuret havde sine Handsker til Tørring: -Og saa si'er Julius den fremmede Tjener Besked. Julius, der kom frem, let lugtende af Benzin, skulde nok besørge det. Fru von Eichbaum gik ind. Til Ane talte hun før Middagen ikke.
»Handsker?« udbrød jeg, »det har jeg aldeles ikke tænkt paa!« »Ja hvorfor har Du ikke det?« sagde Corpus Juris. »Hvor kunde jeg vide, at her skulde være Bal men det er din Skyld, Frederik, hvorfor har Du ikke sagt mig det? Du vidste det godt nu er der ikke Andet for, Du maa laane mig een af dine.« »Hvad vil Du med een Handske?«
I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten: -Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du. Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir....
Vifterne fløi frem og tilbage, og man plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor. Ellen lænede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af Støien og Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagelænet og pillede tankeløs en Rose i Stykker i sit Skød. -Synes De? sagde hun og lo igen. Ja hvilket er det, De har.
-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge Hænder om hans Hoved, mens hun kyssede ham. Hans Excellence rørte sig ikke: -Farvel. De kørte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu følte som Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde: -Men Onkel Hvide er blevet gammel. -Det er maaske kun idag, sagde Moderen. -Hvorfor? Moderen svarede ikke.
Han mindedes de mange Timer, han havde staaet misundelig og set paa de lykkelige, som gik ind, de bitre Taarer han havde grædt, naar han stormede hjem. Og hver af de Timer lagde sin knugende Vægt til hans Forventning. Han rev Knapperne af begge sine Handsker, og Stella maatte give ham en anden Krave, saadan havde han krøllet den første, da han skulde tage den paa.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op. "Det var mine Handsker," sagde han. De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er de." Og atter ventede disse to William og denne Mand, som havde bestemt over saa meget i hans Liv knogle Sekunder overfor hinanden paa et Ord, som ingen af dem talte.
"Jeg forstaar det," sagde Lund og satte den graa Hat fra sig paa Bordet, "ja der er skam meget at ordne." William tav, blev ved at lukke og laase Skufferne og satte sig saa i Skrivebordsstolen ligeoverfor Prokuratoren. "Meget at ordne," gentog denne, medens han trak sine Handsker af og derpaa som en Overgang gav sig til at rømme sig tre Gange. "Ja," svarede William.
»Jeg vil gaae med den i Haanden, saa kan Folk altid see, at jeg har Handske, jeg vil jeg vil aa jeg veed ikke selv, hvad jeg vil«, udbrød jeg aldeles fortvivlet, thi naar jeg ingen Handsker havde, hvad kunde saa al min øvrige Herlighed hjælpe mig?
Og hans nervøse Hast smittede Nina, som var saa rød i Hovedet som et hengemt Vinteræble og stod og trak op i sine Handsker for at skjule, at Kjoleærmet var for kort. "Herre Gud, Nina", sagde Stella, "lad nu dog dine Handsker være, Kjolen er for kort. Men nu har Du jo da ogsaa snart Garderhøjde, saa er Du vel færdig med at vokse." Nina krummede Ryg og skød Maven frem for at blive mindre.