United States or Morocco ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og Ida gav Ord til sin eneste Tanke: -Naar jeg blot faar hende at se. Ved at tale begyndte hun at græde, og Schrøder sagde, helt lettet hun havde jo slet ikke vidst, om Fru Brandt levede endnu : Aa vist, aa vist ... det er naturligvis ikke saa slemt ... hun kommer saamæn nok over det, skal Du se, lille Tut. Ida lagde kun Armene træt ned mod Stolen: -De maa ud, sagde hun.
Aftenen var den eneste Tid, hvor hun turde læse lidt i Olivias Bøger. Sofie kom ind og satte sig henne paa Stolen ved Kakkelovnen. Længe hørte Ida hende sukke og snøfte. Saa saá hun op fra Bogen og lagde Strikkepinden ned paa Bladet som Mærke: -Men kan han da heller ingen Plads faa, Sofie? sagde hun. Sofie begyndte at snøfte stærkere, da der blev talt til hende.
-Goddag, Goddag ... Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang. Saa aabnede hun Døren til Stuen. -Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen. -Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid.
William tog det, lagde det paa Stolen ved Sengen, lagde sig til Rette igen, halvsov en Timestid. Saa kom han i Tanker om Brevet, læste Udskriften. Det var Ninas Haand, han lagde Brevet fra sig, som om det havde brændt ham, vendte sig bort ind mod Væggen, men kunde ikke faa Ro, han maatte aabne det.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
Hun hørte Josefine, der bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at vende sig i deres Senge. Hun blev siddende, endnu et Øjeblik. Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren, han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver smertede som stukne. Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde Kammerjomfruen. Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.
"Jo," William saá ned, han krammede lidt om Stolen og flyttede Benene, "saa er der "Tartuffe"." Professoren rettede sig i Sædet og saa igen over Brillerne hen paa William. "Ja den kender jeg," sagde han og lod Bagen af sin Haand glide hen under sin Næse. Der blev en Pause. William var blussende rød, turde ikke se op.
-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv. Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen gaa frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke rørt sig. Kun nu og da aabnede hun Øjnene og lukkede dem igen. Faderen bankede paa hendes Dør. -Ja, kom, sagde hun. Faderen kom ind, kjoleklædt og rank: -Skal vi gaa ned? sagde han.
Georg bragte den svære Bog og slog den op. -Hvad Datum er det? -Den otte og tyvende, Deres Excellence. -Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence. Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme. -Tak, sagde han: Du kan gaa. Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank.
Dagens Ord