United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og mest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde se hans Ansigt. Så ledsagede de ham til Skibet. lenes gerninger 21 Men da vi havde revet os løs fra dem og vare afsejlede, droge vi lige til Kos, og den næste Dag til Rodus og derfra til Patara. Og da vi fandt et Skib, som skulde gå lige til Fønikien, gik vi om Bord og afsejlede.
Ambrosius . Gjør I ikke! Kan I da forstaae, at det smertede mig? Abigael . Aa ja, jeg lider heller ikke at see Blomster visne. Saa kastede I den vel bort? Ambrosius . Nei. Abigael . Hvad gjorde I da med den? Ambrosius . Jeg ... Abigael . Naa? Ambrosius . Jeg digtede en liden Grav-Skrift over den, og saa gjemte jeg den. Abigael . En Grav-Skrift? Den maa I lade mig høre.
Hun havde sagt ham Farvel. Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt, saa det smertede, og hørt Bais: -Djø's, Huus, vi ses. Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og løb med hende op til Havelaagen
Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse. Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan. Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans Hænder smertede. Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider". Efter Koncerten var de lystige.
Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at synge. Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast og bleg, og lob hen, hvor hun stod: -Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det de kan ventes.
Da Akten var forbi, gik han. Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten. Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, fo'r han op og løb derfra. Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.
Hun vilde ingen sé. Hun sendte ogsaa sin Kammerjomfru bort. Alle Nerver smertede som stukne. Carl bad om at maatte komme ind. Han er saa angst for Deres Naade, sagde Kammerjomfruen. Ellen løftede Hovedet fra Stolen, hvor hun laa. Hendes Ansigt var rødt af Graad: Er han angst for mig, spurgte hun.
Saa spændt var Musklerne i hans Arm, at de smertede. Et Øjeblik stod han saadan. Han saa kun Manden dernede utydeligt som gennem en Taage af Blod. Det svimlede for ham, og han følte, han maatte kaste. Men i det samme, han lukkede Øjnene for ikke at se det, der nu vilde ske, var det, som greb en Haand i Spydstagen og holdt den fast. Han vendte sig, men der var ingen.
Sit Forhaar havde hun halvt revet op, og hendes Kinder brændte i Angstfeber. Adolf greb hendes Hænder og trykkede hendes Fingre, saa de smertede: -Hr. Adolf, sagde hun og trak sig en Kende bort. Men de forblev dog med Ansigterne tæt indmod hinanden, begge blege, aandeløse, pludselig Blik i Blik mens hun mumlede hans Navn endnu en Gang, lænet ind mod hans Skulder.
Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saa han ud over den skaendede O og sagde sagte: -Hvor Marie dog elskede denne Plet. Tine horte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse folte hun ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde hendes Ojne ondt. Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem mellem Hegnene, der knoppedes.
Dagens Ord